Opdateret januar 2021
Her er en guide til dig, der ønsker at at dyrke egne blomster til afskæring for første gang. Her er guiden som får dig godt i gang med at dyrke din første skærehave. Så du kan fylde dit hjem med hjemmedyrkede blomster hele sommeren. Jeg guider dig til at finde de blomster som er lettest at dyrke, til at vælge den rigtige placering af din skærehave og til alt det andet, du skal vide, for at komme godt fra start.
Jeg har i løbet af en årrække omlagt mere og mere af min køkkenhave til skærehave. Jeg startede med at inddrage et enkelt højbed til en lille skærehave. Jeg blev grebet, glæden ved at dyrke en overflod af smukke blomster overmandede mig og efterhånden er der kun et enkelt højbed tilbage til køkkenhave. Jeg dyrker nu mere end 60 forskellige blomster til snit, i højbede, i en ganske almindelig størrelse parcelhushave.
Jeg har valgt nogle blomster ud, som jeg har erfaring med er lette at dyrke, som ikke kræver forspiring dvs. at de ikke skal startes indenfor i vindueskarmen, men kan sås direkte i haven. Det er blomster der gør det godt i en vase og har et langt vaseliv, så du har glæde af dine buketter længe.

Blomster til buketter
Når man planlægger en skærehave er det vigtigt at tænke på at de blomster man sår, skal have forskellige egenskaber, så man kan skabe smukke buketter. I en buket er der både brug for fyld og for nogle blomster med mere karaktér. Jeg går efter at have både aks-formede blomster som Løvemund, klassiske kurvblomster som Frøkenhat, blomster med en mere flimmeragtigt blomsterstand som Prydgulerod der kan bruges som fyld imellem de andre blomster. Ved at gå efter forskellige blomsterfaconer, bliver det lettere at lave buketter der ser lette og levende ud.

Skærehaven
Skærehaven anlægges i et stykke bar jord. Ethvert stykke dyrkbar jord kan bruges, men guiden her tager sit udgangspunkt i størrelsen på et af de efterhånden så populære Palle-ramme-højbede der er 80×120 cm.
Skærehaven i denne guide består af etårige blomster, det vil sige at blomsterne dør når frosten kommer og den skal altså startes forfra hvert år. Men det er slet ikke så ringe endda, for så for man muligheden for at afprøve nye spændende blomster hvert eneste år.
Det lille bed giver naturligvis nogle begrænsninger, men hellere lykkes med lidt skærehave det første år og så udvide næste sæson. Mit råd er altså at starte med et enkelt højbed og så udvide når du har oplevet, hvor let det kan være at dyrke skærehave.
Jeg har igennem årene udviklet min egen metode. Jeg foretrækker at have et stort udvalg af blomster, frem for at have mange af hver, derfor har jeg fundet på denne metode. Med denne metode bliver det muligt at dyrke en ret velassorteret skærehave, selv i den lille have Ja endda i et enkelt højbed. Min metode går ganske enkelt ud på at dyrke med rækker på bedets korte led. Med rækker på den korte led i et palleramme-bed bliver der plads til helt op til 7 rækker. Med de korte rækker er der ikke plads til mere end 3-9 planter af hver slags. Det giver plads til få af hver sort, men mange forskellige sorter og altså et stort udvalg på lidt plads.
Den løse jord der er i et højbed gør det muligt at plante mere tæt end i et alm bed. I et højbed kan du så tættere end den anbefalede planteafstand på frøposen. Det giver den fordel at du kan have mange planter på lidt plads, ligesom ukrudt får dårlige muligheder for at spire. Husk dog at planterne har brug for sollys så derfor er det alligevel vigtigt at der ikke plantes for tæt i bedet. Plantes der for tæt øges risikoen for at planterne får diverse sygdomme, fordi luftskiftet omkring planterne ikke bliver optimalt. At plante tæt er altså altid en afvejning imellem fordele og ulemper.
herunder ses samme bed ny-tilplantet i maj og i fuld blomst i juli.
så direkte og så tyndt
Alle blomsterne jeg anbefaler her kan sås direkte på friland. En hel del af de smukke blomster jeg dyrker i min skærehave skal forspires indendørs i det tidlige forår, ellers når de simpelthen ikke i blomst. Men alle de blomster jeg anbefaler til dig, som dyrker en skærehave for første gang, de kan sås direkte ude i det bed. Det er som regel passende at begynde at så i april eller maj, jorden skal være lun og vejret ikke alt for koldt. Der er dog undtagelser, Frøkenhat er meget varmekrævende, den skal ikke sås før sidst i maj eller først i juni.
At så med god afstand er væsentligt, for at få planterne til at udvikle sig og give blomster. Sår du for tæt ender du med nogle små sølle planter der aldrig giver blomster. Får du alligevel sået for tæt, så er det nødvendigt at tynde ud, så du fjerner de småplanter der er for mange. Langt hen ad vejen er det lettere at være omhyggelig med at så med korrekt afstand, så man slipper for at tynde ud. Afstanden afhænger af hvor store planterne bliver, Stolte kavalerer er en stor plante og skal stå betydeligt længere fra hinanden end Frøkenhat, der er en noget mindre plante. Der står som regel en planteafstand på frøposen, det er dog min erfaring at man, særligt i højbede, godt kan så lidt tættere, end der står på vejledningen. Kig i bedplanen her i blogindlægget, for at se hvor mange af hver plante jeg anbefaler.
Husk at frø sagtens kan gemmes, så lad endelig være med at så hele frøposen medmindre du er ved at anlægge en hel blosmtermark. Hvis du kan skal bruge fem planter, skal du så en syv-ti frø og gemme de fem planter som spirer bedst eller står der hvor det passer bedst. Resten tynder du ud.
Lys, vand og næring
De vigtigste ingredienser for at lykkes med planter er: lys, vand og næring. Derfor skal din skærehave placeres et sted med godt med sol. Du skal have adgang til vand, så bedet kan blive vandet i etableringsfasen og i tørre perioder. Og planterne skal have noget gødning, jeg plejer at fylde godt op med velomsat hestemøg i bedet i foråret, inden jeg sår og det plejer at være nok til at få mig godt igennem sommeren, men sommerblomster er ”sultne”, de skal levere så meget på kort tid, så det kan være nødvendigt at supplere med gødning i løbet af sommeren.
Pluk på livet løs
Sommerblomster har den fordel at nu flere du plukker, nu flere blomster kommer der. Man kan sige det sådan, at plantens livsmission er at sætte frø i verden, så den kan sikre næste generation af blomster, først sætter den en blomst, som siden modner til frø. lader du blomsterne sidde og blive til frø, vil planten ikke have et behov for at sætte nye blomster, den har jo allerede sikret næste års blomster ved at have lavet et hold frø. Så pluk løs, nu mere du plukker nu flere blomster kommer der.
Når jeg plukker havebuketter bruger jeg ikke alene sommerblomster fra skærehaven, men også stauder fra havens staudebede og blade og grene fra havens buske, det er altså ikke sådan, at fordi du planter disse seks forskellige blomster i din have, så har du alt hvad du skal bruge til alle de buketter du orker at lave hele sommeren, men du skal nok kunne plukke mange skønne buketter og man skal jo også starte et sted, hvem ved måske får du lyst til at udvide med endnu et skærehave bed næste år og afprøve nogle af de helt fantastiske sommerblomster som kræver lidt mere at dyrke?
Planter til din første skærehave
Der findes så utroligt mange skønne sommerblomster, så det kan være meget vanskeligt at pege på nogle få, til en lille skærehave. Herunder har jeg beskrevet de planter jeg vil foreslå til en lille begynder skærehave. Jeg har med vilje ikke nævnt specifikke sorter, hver blomst fås i en række forskellige sorter med forskellige farver, højder og former. Jeg tænker at du skal vælge lige den farve du holder mest af. Det er trods alt en stor del af glæden ved at dyrke blomster fra frø, at kunne vælge sine yndlings farver. Husk dog at være opmærksom på at den sort du vælger ikke er en dværgform, vi har brug for minimum 50 cm høje planter til afskæring, gerne mere.
Frøkenhat – Zinnia Elegans
Frøkenhat er en skøn sommerblomst. Den ligner en lille fin damehat, deraf navnet. Den holder utroligt godt i en vase, blomsterhandlerne er ikke så glade for dem fordi blomstens hule stængel let knækker når man binder buketter, Men som en blomst der plukkes i haven og ryger direkte ind i en vase og derfor ikke transporteres eller håndteres ret meget har jeg aldrig oplevet det som et problem. Frøkenhat fås i et væld af smukke farver, fra knaldorange, over pink og lyserød til helt limegrøn, der findes endda også sorter med striber. Zinnia har store frø og er derfor let at så, også for små børnehænder. Zinnia er meget varmekrævende, så den er den sidste blomst jeg sår, det gør ikke noget at kalenderen siger 1. juni, før den kommer i jorden. Læs meget mere om Zinnia her

Stolte kavalerer – Cosmos bipinnatus
Stolt kavaler er en fantastisk sommerblomst, det fjerlette friskgrønne løv og de farverige silkeagtige blomster giver en lethed til bedet især når de står og svajer lidt i sommervinden. Som snitblomst har Cosmos ikke et langt vaseliv, men den enorme mængde blomster hver plante producerer, kan man tillade sig at plukke mange blomster og plukke ofte. Blomsterknopperne er også dekorative og kan tillige indgå i buketter. Cosmos fås i mange farver mest i hvid og diverse lyserøde nuancer. De seneste år er der også kommet enkelte lysegule sorter, disse er rigtigt gode til buketter, da de matcher med næste alle andre farver. Der findes et meget stort udvalg af cosmos, både enkelte og fyldte, nogle med mere skålformede eller andre atypiske blomster. Cosmos er en stor sommerblomst og hver plante bliver nærmest en lille busk, så de kræver lidt plads. Cosmos sår sig selv, så du kan få glæde af dem i mange år, jeg luger i massevis op i min køkkenhave hvert år og lader enkelte stå og blomstrer hvor der er plads

Dusksalvie – Salvia viridis
Dusksalvie er skønne i buketter. Det er de fine højblade i lilla, lyserød eller hvid som udgør attraktionen. De er super lette at dyrke, sås direkte på friland og også lette at høste frø fra til kommende sæson. Dusksalvie er flink til at selvså, så den kommer ofte igen på voksepladsen det følgende år. De kan være lidt sprøde at plukke, de knækker let, til gengæld er de så blomsterrige, at man bare smider den knækkede stilk og plukker en ny. En lille fun-fact om dusksalvie er at vores kanin elsker at spise de farverige blomster.

Jomfru i det grønne – Nigella damascena
Jomfru i det grønne – hør lige det navn, det emmer af skønhed. Planten bag navnet er også helt igennem skøn. Med elegante blomster som gemmer sig i det filligranagtige friskgrønne løv. Både blomster og knopper kan bruges til snit, i buketter er det de luftfyldte dekorative frøstande jeg foretrækker at bruge. Jomfru i det grønne er lette at dyrke, de kan sås direkte på friland i april/maj. De fås i farver som hvid, blå og lyserød og kan også købes som et miks med forskellige farver. En sort jeg holder ekstra meget af er sorten “Albion black pod” som har hvide blomster og helt mørke purpurfarvede frøstande. Det er frøstandene som er denne sorts store attraktion.

Kinesisk hundetunge – Cynoglossum amabile
Kinesisk hundetunge, eller kinesisk forglemmigej som den også kaldes er et friskt lille farvepift til din skærehave. Den rent blå farve der findes hos de fleste sorter, fanger øjet og vil vække opmærksomhed i buketter såvel som i haven. Den lidt viltre vækstform er med til at sikre lethed og ynde i dine buketter. Kinesisk hundetunge har ret grove blade og fylder godt i bunden, så giv den gerne lidt god plads, og stil den ikke forrest i bedet, kamufler gerne bladene med en anden pæn blomst.
Kinesisk hundetunge er let at dyrke, den kan sås direkte i haven i april/maj. Der findes en lyserød sort som er lidt svære at få til at spire, så jeg vil i første omgang anbefale at gå med en af de blå.

_______________________________________________________
Planteplan: En lille skærehave for begyndere
___________________________________________________________________________________________

Herover har jeg indsat en hurtig skitse over en skærehave for begyndere i et enkelt højbed.
Det har ikke været let for mig at udvælge hvilke blomster der skulle med i planen, jeg har mange favoritter og flere af dem kunne have været med her. Den meget begrænsede plads i bedet udgør en stor begrænsning i forhold til hvad der kom med. Jeg vil også anbefale kornblomster og morgenfruer som gode begynderblomster i en skærehave. De kom ikke med i denne plan, men de to frøkenhat eller Cosmos kunne sagtens erstattes af morgenfruer eller kornblomster. Morgenfruer og kornblomster har den fordel at de blomstre tidligt. Jeg har valgt ikke at sætte sortsnavne på planen, jeg tænker at det er sjovt selv at finde lige præcis den Frøkenhat eller den Jomfru i det grønne som tiltaler jer mest. Frøudbuddet kan være meget forskelligt, derfor har jeg før erfaret at skriver jeg specifikke sorter på, har mine læsere svært ved at finde dem. Mangler du forslag til gode sorter kan jeg anbefale at kigge forbi hashtagget #plantelivanbefaler på instagram, der har jeg samlet en lang række af de sorter jeg holder allermest af at dyrke. Ligesom jeg beskriver en række af mine favoritsorter i blogindlægget om mine skærehaveplaner for 2021, lige her.
Jeg ønsker dig et fantastisk haveår – held og lykke med dine havedrømme.
Lad planteglæden gro.
Liv
Husk at du kan følge med i mit haveliv og min skærehave på Instagram og Facebook
Kære Liv
Så er jeg i gang med at lade mig inspirere af din blog. Jeg glææææder mig til at komme ud over stepperne med en masse smukke sommerblomster og stauder 🙂 Det bliver også sjovt at se hvordan det går med alle de fine jeg fik af dig sidste sommer. Nu kommer jeg jo rigtig til at “møde” dem 🙂
Bedste hilsner
Stina
LikeLiked by 1 person
Tusind tak. Det er en virkelig flot og inspirerende guide. Den skal nok afprøves næste år.
LikeLike
Velbekomme, altid dejligt at kunne inspirere. Der kommer helt sikkert mere her på bloggen om at dyrke skærehave, jeg er vild med at dyrke blomster til buketter.
LikeLike
Virkelig god guide. Du skriver super levende og letforståeligt, så tak for det. Dog har jeg et enkelt spørgsmål, som jeg egentlig ofte har tænkt på, da det sjældent står udspecificeret nogen steder. Det er muligvis dumt, men nu kommer det alligevel 🙂 Når man taler om afstand mellem frøene, når man sår – er det så mellem hver ENKELT lille frø? Eller smider man et par stykker af de små frø i et hul, holder så en given afstand og så et nyt hul med et par frø? Det har faktisk altid undret mig, og jeg ender altid med at smide mange frø i bekymring for om at enkelte frø ville glippe og jeg så ville stå uden resultat. Men det har måske resulteret i for lidt plads og dermed et lidt tyndt outcome i virkeligheden…? Mine bede er ikke blevet lige så tætte og bugnende som dine…
Håber du forstår hvad jeg mener og måske kan give et svar?
På forhånd tak – hilsen Katrine (@rodderne_kalder).
LikeLike
Hej Katrine. Tak for dine søde ord. Afstanden er mellem hvert frø og den er virkelig afgørende for resultatet. Sår du for tæt kan du altid tynde ud, altså hive de spirer op der står for tæt.
LikeLike
Det er så skønt den måde du skriver på og øser ud af dine erfaringer. Tak 😉
LikeLike
Tak Leif. Jeg er så glad for at det kan bruges. Jeg øser meget gerne af mine erfaringer, hvis det kan få andre godt i gang med at dyrke deres haveglæde.
LikeLike
Tak for et skønt indlæg. Hvilken gødning (til køb) vil du anbefale hvis man ikke lige kan komme til hestemøg?
LikeLike
Jeg er absolut gladest for Hestemøg. Men kompost fx fra jeres lokale genbrugsstation kan også bruges, omend du skal være forsigtig med ikke at blande for meget i, da det er stærkere end Hestemøg. Endelig er det som sælges som “naturgødning” som er hønsegødning i pilleform brugbart, omend det også her er ret vigtigt at være obs på ikke at overdosere. Der er en væsentlig lugtgene forbundet med naturgødning, så spred det helst lige inden en regnvejr, så det hurtigt kan blive nedbrudt. Jeg har ikke selv erfaring med champignonmuld, som er varmebehandlet Hestemøg, men jeg har hørt fra andre at det kan anbefales.
LikeLike
Tak for den fine guide!
n Angående hestemøg: Skal det have ligget eller kan man bare bruge det “frisk”. Jeg vil bruge noget fortrinsvis uden halm, hø. (Fra en jordfold)
LikeLike
Det skal helst være vel omsat, altså have ligget mindst et par måneder, gerne mere.
LikeLike
Tak for meget inspirerende indlæg !! Jeg skal igang første år med min meget lille have. Behøver man højbede til en skærehave? Kan det lykkes ligeså godt i et almindeligt bed?
På forhånd tak 😊
Heidi
LikeLike
Du kan sagtens dyrke skærehave i et jordbed, det er stadigvæk en fordel at forbedre jorden med velomsat hestemøg eller kompost. Du skal regne med større afstand imellem planterne når du dyrker i jordbed.
LikeLike
Tak for en fantastisk guide. Jeg skal lave en skærehave for første gang. Hvorfor er der forskel på planteafstand i et højbed og i et almindeligt bed?
LikeLike
Det er fordi jorden er løs og ukomprimeret fordi man aldrig går på den og trykker den sammen. Derfor kan der plantes mere tæt. Det samme er tilfældet i en “grave fri” Køkkenhave hvor man ikke går ovenpå jorden i bedene.
LikeLike
Hej Liv! Tak for en smuk og interessant blog, Jeg arbejder ved SkiltDirect, og jeg vil forhøre mig om du ville være interesseret i et potentielt samarbejde. Du er meget velkomment til at sende mig en e-mail. Jeg glæder mig til at høre fra dig, og få mulighed til at præsentere samarbejdet nærmere.
De bedste hilsner,
Elin.
LikeLike
Hej Liv,
Så fint indlæg😊 Synes Frøkenhat ser rigtig flot ud. Du skriver de skal plantes sent, skal de forspires indenfor? Og hvis de skal det, hvornår er det bedst at starte med det?
Mange tak,
Fie
LikeLike
Frøkenhat kan enten sås direkte på friland i maj, eller forspires indendørs fra slut marts eller i løbet af april. Jeg forspirer oftest mine. Udplantning af forspirede sidst i maj/først i juni i en lun periode.
LikeLike