Jeg hedder Liv og jeg er vild med planter, derfor begyndte jeg min blog under navnet PlanteLiv, det tilnavn har hængt ved siden. Hos PlanteLiv er kodeordet plantebegejstring. Her på siden finder du plantenørdens overstrømmende begejstring for havedyrkning, primært med fokus på sommerblomster, skærehave, buketter og kranse alt sammen dyrket miljøvenligt uden brug af gift.
Jeg hedder Liv Nørgaard Meinert. Jeg er født på Stevns i 1985. Jeg bor med min familie i et parcelhus, i en mindre provinsby på Vestsjælland.
Planter og haver har altid været en del af mit liv. Min morfar var gartner og havde et staudegartneri, min moster er botaniker og overtog staudegartneriet efter min morfar. Min barndomshave var en stor villahave, med stauder og stor selvforsynende køkkenhave. Jeg har fra helt lille været med i haven, hvor min mor lærte fra sig om alt fra udtynding af blommer til plantenavne.
Jeg fik min første have som tyveårig, da jeg supplerede kollegieværelset med en kolonihave. Faktisk havde jeg min første have, da jeg som lille pige, gik til “4H-have”, hvor jeg havde mit eget lille have-lod på kanten af en landmands mark. Sammen med de andre børn fra landsbyen dyrkede jeg gulerødder, græskar, kartofler, morgenfruer og rævehaler – jeg var pavestolt!
Min passion for planter har ført mig igennem to grønne uddannelser – først som jordbrugsteknolog og siden som Have- og Parkingeniør. I dag arbejder jeg med min passion.
Haven er en ganske almindelig parcelhushave på 800 m2 – altså helt almindelig er den måske ikke, for der er store bede, et utal af stauder, stor skærehave, en smule køkkenhave og mindre og mindre græsplæne for hvert år der går. Plantebegejstring er nok det ord der bedst beskriver min havestil, her er blomster året rundt og bedene er proppet til bristepunktet. På den måde får jeg flest muligt planter på forholdsvis lidt plads. Jeg dyrker haven giftfrit, gøder med kompost og hestemøg og forsøger at skabe gode levesteder for bier og andre insekter.
Jeg er helt vild med planter, særligt blomstrende planter! Jeg deler dagligt billeder fra mit haveliv på Instagram. Jeg har også en side på facebook under samme navn. Følg mig meget gerne der, hvis du vil se mere til mit liv med planter. Tryk på logoet herunder og kom direkte hen til mine profiler på sociale medier.

Hej du. Jeg har have universet Adiso. Hvor bor du henne? Tænkte på måske at invitere dig på en kop kaffe til mit have univers… og se om vi måske ku bruge hinanden fagligt til noget…
Humlebæk bakkevej 2
Kh Ida
ADISO
LikeLike
Hej Ida. Det lyder rigtigt spændende, det vil jeg da gerne. Jeg bor ved Holbæk. Jeg starter nyt job i denne uge, så lige nu har jeg lidt travlt, kan vi snakkes ved om et par måneder og lave en aftale der? Plantehilsner Liv
LikeLike