Et nyt år er startet, det lægger op til reflektion over året der gik.
Den første, og for bloggen vigtige reflektion er en erkendelse af, at jeg i år er gået mere og mere væk fra at bruge mit spejlreflekskamera og i langt højere grad fotograferer med min mobiltelefon. Det betyder færre store, smukke fotos at bruge på bloggen, men også langt større aktivitet på instagram med plantebilleder fra mobilen.
Som et mennesker der går meget op i planter, søger jeg også planteoplevelser uden for min egen havelåge. Nogle gange er plateoplevelsen, noget man tilfældigt paserer forbi, en smuk blomsterkrukke på en gåtur i byen, andre gange er det noget jeg opsøger aktivt, en havefestival eller besøgshave.
Her vil jeg søge at beskrive årets højdepunkter når det kommer til planteoplevelser udenfor min egen matrikel.
CPHGarden – en havefest
I juni var Haveselskabet for første gang nogensinde vært for CPHGarden, en kæmpe havefest(ival) i Valbyparken. Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at se showhaverne og dem blev jeg ikke skuffet over. Noget af det jeg tog med mig fra CPHgarden, som jeg vil lade mig inspirere af også i 2018 var de mange inspirerende staudekombinationer.
Herunder et udvalg af de mange skønne staudekombinationer i showhaverne.
Egeskov slot – et nyt bekendtskab
2017 blev året hvor jeg første gang besøgte Egeskov slot og så de mange smukke haverum. Jeg var på tur med hele familien, så det var ikke alle detaljer jeg fik med, men urtehaven nåede jeg at få et godt indtryk af, men det går stærkt når den 4 årige har fået øje på en store legeplads. Jeg var der først på sommeren og det hele var endnu ikke i fuldt flor på grund af det kolde forår, men smukt det var det bestemt og jeg er ikke i tvivl om at jeg skal tilbage igen en sensommerdag og se køkkenhaven folde sig ud i fuldt flor.
Frilandsmuseet – en smuk køkkenhave
Endnu en smuk køkkenhave besøgte jeg i år, endda flere gange. Jeg var både forbi køkkenhaven/herregårdshaven på Frilandsmuseet i Brede en kold forårsdag i påsken og en varm sensommerdag. Billederne er fra sensommerhaven. Sikke smukke bede de har fået sammensat, og med skilte på alle planter der giver gode forklaringer på grøntsagernes brug og historie. Haven passes af et frivilligt havelaug, det synes jeg er ret fint.
Harzen – en klosterhave (Michaelstein)
Sommerferien i Harzen bød ikke først og fremmest på planteoplevelser, det var en familieferie med mange gode vandreture i bjergene. Men på et besøg på et meget smukt gammelt Cistercienser kloster, nu museum, viste der sig at være en rigtigt fin klosterhave. Vi nåede en meget kort tur rundt i haven, inden regnen kom væltende og vi måttte søge i læ, men lidt billeder nåede jeg da at få med. Det lille skilt om at haven er naturvenligder hang på indgangslågen synes jeg var en rigtigt fin tanke.
Diverse planteoplevelser – Dem uden fotos
Noget at det knapt så fotogene, men derfor ikke mindre inspirerende planteudflugter i år har været deltagelse i Frøsamlernes årsmøde og Landsforeningen Praktisk Økologis Mere Liv i Haven Festival, Begge dele bød på utroligt interessante oplæg og møder med helt enormt vidende, venlige og interessante mennesker og jeg satser på at skulle deltage i noget af det igen i 2018 hvis tiden bliver til det og dyrke nogle af de spændende nye havebekendtskaber en ting er helt sikkert, der findes nogle rigtigt dygtige og skønne havemennesker rundt omkring i den danske land.
Noget jeg har interesseret mig mere for i 2017 end tidligere har været smukke køkkenhaver, ikke mindst fordi jeg har villet samle inspiration til mit job i Herregårdshaven på Rønnebæksholm. Hvor jeg tidligere har fokuseret mere på prydhaver, har jeg i år brugt tid på at granske urtehaverne mere.
Tak fordi du læste med.
Liv