Året der gik i skærehaven

Nu er 2020 ved at være gået og vi kigger ind i et nyt og forhåbentlig på mange måder bedre år.
Jeg vil benytte lejligheden til at bringe mit bud på årets største hits og største udfordringer i min skærehave.

At dyrke skærehave er at dyrke skønhed og livsglæde. Den store glæde ved at plukke en smuk buket i haven og stolt give den til en en glad modtager. Ligesom glæden ved spise sin morgenmad, med friske usprøjtede blomster på bordet. Blomster som har vokset få meter fra den vase de nu står i.
Det er en skøn rejse og stoltheden er stor, når man første gang lykkes med at fremdrive en ny blomst fra et lille bitte frø.

At dyrke blomster fra frø er at dyrke drømme og håb – og det er vist lige hvad vi alle sammen trænger til, efter et meget anderledes år 2020.

Årets tre største hits i skærehaven

  • “Italienske” ranunkler
  • Hvid statice
  • Efterårssåning

Når jeg sidder her og tænker tilbage på årets store successer i skærehaven er de første tre ting jeg kommer i tanke om, to særligt fantastiske blomster og en dyrkningsmetode.

1)
I år dyrkede jeg ranunkler til snit for første gang og det var en kæmpe succes. Der er efter min mening ikke en eneste blomst, i min ellers store samling, som kan slå skønheden i en ranunkels fuldkomne fyldte blomster. Jeg dyrkede nogle helt særlige typer ranunkler, fra det firma som hedder Italian Ranunculus (selvom de vist er amerikanske), de har simpelthen et udvalg af de smukkeste sorter og jeg har købt endnu flere farver hjem i år og glæder mig til at begynde at forspire dem meget snart.
Ranunkler er lidt bøvlede at dyrke, de tåler ikke hård frost, men heller ikke voldsom varme. Så timing er virkelig en ting, de skal helst blomstre inden sommeren bliver for varm, men ikke stå i knop, imens vi stadigvæk har frost. Jeg har tænkt mig at skrive et blogindlæg om at dyrke ranunkler til snit, men jeg vil vente til jeg har fået endnu et års erfaring. Jeg vil ikke skrive om noget, jeg ikke har sat mig 100% ind i, så I må væbne jeg med tålmodighed. knoldene kommer alligevel først til salg til efteråret igen, så jeg lover at inden da har jeg begået en dyrknings-guide, til jer der vil prøve at dyrke dem selv i 2022.

2)
Jeg har for første gang dyrket en hvid udgave af den blomst der på dansk har det helt igennem bøvlede navn: Vinget hindebæger. Ofte ser man den omtalt som Statice, det hedder den på engelsk og det er altså lidt lettere at forholde sig til, en det korrekte, men noget tunge navn, Vinget Hindebæger. På latin hedder arten. Limmonium sinuatum og jeg har ikke et sortsnavn, da jeg simpelthen bare har købt den som “hvid”.
Den hvide statice blev mit yndlings fyld til buketter i år, den producerer mange blomster, den har en lang holdbarhed i vasen og i hvid matcher den til næsten alle andre farver. Samtidig er det en god blomst at tørre og anvende som evighedsblomst.

3)
Den sidste af årets succesoplevelser i skærehaven i år var efterårssåning af blomster. I slutningen af maj/starten af juni opstår der et “Flower-gap” en kort periode, hvor det er svært at finde noget at plukke til buketter. De forårsblomstrende løg, såsom tulipaner og narcisser er takket af og de ny-såede sommerblomster er endnu ikke i blomst, staudebedet er også rimeligt tomt på denne årstid. Her kommer efterårssåning ind i billedet. Ved at så blomsterfrø sidst på efteråret, til overvintring på friland eller i koldhus, er det muligt at have blomster klar i skærehaven, allerede først i juni. Blomsterne skal være af typen som på engelsk kaldes “Hardy Annuals” og som vi på dansk desværre ikke har et godt ord for. De skal altså være gode til at klare kulde. Hvis du vil vide mere om efterårssåning kan du læse mit blogindlæg om emnet her.

Projektbuket har også været én af årets helt store successer i mit planteliv – men det har jeg allerede skrevet meget om lige her så det vil jeg ikke skrive mere om nu.

Årets udfordringer i skærehaven

  • TØRKE
  • Svamp i Løvemund og sommerasters
  • Tusindvis af morgenfruer

Årets tre største udfordringer i skærehaven har været tørken, udfordringer med svampesygdomme i en del af mine sommerblomster og en helt uoverskuelig ukrudtspulje i mit hjemmegjorte kompost.

1) Selvom året startede både koldt og vådt, slog det senere over i tørke. Jeg dyrker i højbede og vandingsbehovet er derfor i forvejen stort. I år med tørke render jeg spidsrod med vandkanden og selvom jeg har to 1000 liters tanke til regnvand, løb jeg tør og måtte supplere med vandværksvand. Tørke (og andet ekstremt vejr) er jo nok desværre en del af fremtiden, som følge af de globale klimaforandringer. Så jeg overvejer at udskifte mine højbede til lavere højbede, hvor planternes rødder kan nå dybere ned efter vand, eller simpelthen lave flere bede i jordhøjde. Jeg så markant forskel på udviklingen hos de samme blomster, om de stod i højbed eller i almindelig jordbede i år, fordi dem i højbede havde manglet vand – imens dem i jordbede havde haft dybe rødder som har kunne samle vand op i dybere jordlag.

2) Jeg startede året med at forspire mange Løvemund planter. Nøj hvor jeg glædede mig til at alle de løvemund jeg skulle høste. Der var den dobbelte ‘Madame butterfly’ og den smukke lilla ‘ Potomac lavender’, samt en anden favorit ‘ Chantilly bronze’ med de kønne opadvendte blomster. Ovenikøbet så sæsonen ud til at blive et sandt orgie af løvemund, for næsten alle sidste års planter havde overvintret. Lykken blev dog kort. For midt på sommeren måtte jeg simpelthen hive mine løvemund op. De var massivt ramt at både svamp og rust og stod noget afpillede og forkrøblede. Jeg havde også udfordringer med svamp i mine sommerasters, selvom de stod med smukke blomster, var de nærmest bladløse og bestemt ikke i god vækst.
Begge kulturer er desværre kendt for at være modtagelige overfor svamp og hos løvemund skulle det være særligt slemt, hvis de overvintrer.
Jeg tænker at jeg næste år vil sørge for bedre plads omkring planterne, så de får bedre luftskifte omkring sig. Jeg tænker også at have fokus på at dyrke dem i et nyt bed næste år, hvor der ikke har været løvemund før og så håber jeg også på en mindre fugtig forsommer, for jeg tænker at den meget fugt og kulde, var med til at svampen udviklede sig så voldsomt. Sidder du med gode erfaringer med at holde løvemund og sommerasters sygdomsfri uden sprøjtemidler, så skriv endelig i kommentarfeltet.

3) og så var der jo det der C….. som vi ikke gider snakke om. På grund af nedlukningen i foråret kom jeg ikke forbi min sædvanlige “hestemøgs-leverandør”, jeg valgte derfor at bruge min egen kompost som jordforbedring i skærehaven…. I teorien var det en fin idé, kompost er slet ikke ringe til jordforbedring. MEN, for her kommer det store MEN. Jeg havde ikke lige forudsæt at min kompostbunke ville berige mine skærehavebede, med mange hundrede spiredygtige morgenfruefrø. Normalt er mine højbede stort set lugefri, de er anlagt med ukrudtsfri jord og dyrkes så tæt at der ikke er plads for ukrudtet til at etablere sig. Så her er altså meget sjældent et enkelt stykke ukrudt at fjerne. I år lugede jeg helt enormt i hele april og maj måned, det væltede simpelthen op med morgenfruer. Og selvom morgenfruer kan være skønne. Så var de altså ikke tiltænkt en plads i hvert eneste bed i min skærehave.

Selvom sommerasters her ser smukke ud, kan de brune blade anes, senere blev de endnu mere sølle at se på.

Planer for 2021

Der er allerede flere spændende ting på tapetet for PlanteLiv i det kommende år.

Igen i år har jeg æren af at udkomme med en temakasse hos frøfirmaet Spirekassen. Her kan man snart købe en temakasse med frø til at dyrke skærehave for begyndere. Kassen indeholder ud over frø også en udførlig vejledning, så der er god mulighed for at komme godt i gang, med at dyrke din første skærehave. Det er tredje år jeg får lov til at sammensætte en skærehave-temakasse. Hvert år sammensætter jeg en ny blanding, ud fra mine favoritter. Blomsterne er valgt til at være lette at dyrke og gode i buketter. Tanken er at med de rette blomster, kan alle dyrke skærehave.
Temakassen kommer til salg den 15. januar.

I sommers var en journalist og fotograf forbi haven, det kommer der en artikel ud af i Bolius i det nye år. Det bliver første større artikel om min skærehave.

Noget af det jeg forventer mig allermest af i 2020 er et nyt samarbejde med Haveselskabet. Sammen med dygtige medarbejdere fra Haveselskabet er vi i gang med at skabe en online “skærehaveskole”, meget mere om den følger, når den bliver lanceret, først i det nye år. Lige nu nyder jeg at få lov til at bruge min viden om at dyrke skærehave i så kompetent et fagligt miljø. Jeg håber at skærehaveskolen kan få mange flere i gang med at dyrke skærehave og opdage glæden ved at plukke egne blomster til buketter.

Det er fortsat planen at jeg vil omlægge min skærehave i løbet af vinteren, en del bedkanter er rådne og må udskiftes. Jeg er dog stadigvæk ikke landet på et design jeg er helt glad for. Så nu må vi se, om jeg ender med en lappeløsning og trækker den endnu et år, eller om jeg tager fat på den helt store omlægning i løbet af de kommende måneder. Med i overvejelserne om at omlægge nu eller siden, indgår at der lige nu er både et gyngestativ og et legehus i vejen for at realisere mine drømme fuldt ud og de kunne måske bedre afvikles næste år, når børnene er vokset fra dem? Jeg grubler videre og så må vi se, hvad der sker, en ting er sikkert! De rådne bede må erstattes før jeg planter ud, så noget må gøres.

Mit næste blogindlæg kommer til at handle om mine planer for skærehaven i 2021. Jeg har allerede købt de fleste frø hjem, så nu skal jeg til at lægge en detaljeret plan, for at få plads til det hele. Mangler du allerede nu inspiration til hvilke frø du skal købe hjem til den kommende sæson, kan jeg anbefale at kigge forbi mine blogindlæg om planlægningen af sæsonen 2020, hvor jeg i detaljer gennemgår hvilke blomster jeg valgte at dyrke i år og hvorfor.

Husk at du altid kan følge mit planteliv på Instagram eller på facebook, hvor jeg hver uge lægger billeder op fra min have.

2 Comments Tilføj dine

  1. Josefine F. siger:

    Jeg glæder mig til at høre mere om dyrkning af ranunkler – det er simpelthen den smukkeste blomst, som længe har stået på min ønskeliste 🙂

    Like

    1. PlanteLiv siger:

      De er også fuldstændigt vidunderlige – men lidt svære.
      Jeg skal nok prøve at huske at få skrevet om det.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s