Jeg har haft lyst til at skrive dette blogindlæg længe, men ikke helt vist hvordan jeg skulle gribe det an. Normalt skriver jeg kun om ting jeg har gennemtestet, noget jeg har erfaring med. Men det her blogindlæg bliver lidt mere filosofisk, et “hvad-nu-hvis”- blogindlæg. Jeg håber at du har lyst til at læse med selvom det bliver mere fabulerende og mindre konkret end vanligt.

Jeg har nu dyrket skærehave på samme stykke jorde i mere end fem år. Det betyder at frøbanken i min jord efterhånden er gået fra forskellige velkendte ukrudtsplanter, til frø fra de foregående års blomster.
Jeg har nu en skærehave hvor Morgenfrue, kinesisk hundetunge, Prydgulerod, Matrem, Løvemund, Jomfru i det grønne, Kæmpe jernurt, Dusksalvie, Gyldenlak, Stolt kavaler,  Papirknob, Valmuer, valmuesøster,  digitalis, blomsterkørvel, kornblomst, håret solhat, Sommerridderspore, Hareøre,  hjertegræs og hornvioler sår sig selv. De  små planter dukker op rundt omkring i jordbede, højbede og også ofte imellem fugerne på flisegangene. Fordi jeg kan genkende kimplanterne, kan jeg lade dem være når jeg luger i haven om foråret og dermed få en masse nye planter jeg kan flytte rundt med og bruge hvor jeg har lyst.  Ved at kunne genkende kimplanter, er det altså muligt at redde en masse blomster, som ellers let kunne være blevet luget væk.

Hvert eneste år selvsår dusksalvie og kinesisk hundetunge i den ene ende af det højbed hvor jeg dyrker franske anemoner og ranunkler. I år var der også spiret lidt Løvemund og et par orange valmuesøstre midt i alle de blå blomster. Det var simpelthen magisk smukt – og skabt helt af sig selv.

I virkeligheden er der nærmest ikke en plet i skærehaven lige nu, hvor der ikke ville komme blomster helt af sig selv, hvis jeg flytter det ukrudt som kommer og tynder lidt ud hvor de små planter står for tæt. Hvis nu jeg ikke havde et kæmpe behov for at afprøve en masse forskellige spændende blomster. Kunne jeg så at sige forsøge mig med en helt selvsående skærehave. Se hvad der dukkede op, måske flytte lidt rundt og tynde lidt ud. Selvfølgelig luge lidt græs, fuglemælk og andet ukrudt væk og så ellers bare vente på at haven springer ud i sit helt eget, måske kaotiske, blomster-fyrværkeri.

Det vil helt sikkert kræve en vis indsats at opbygge en lignende frøbank i andre haver.  Ved at vælge blomster som gerne selvsår, ved bevidst at gå og drysse lidt modne frø hist og pist. Ved i det hele taget at være lidt Laissez faire med at lade blomster gå i frø og planter spire frem. Vil man i mange haver kunne opnå noget lignende. Kilden til succes er nok i høj grad at kende sine planter, vide hvilke planter som tåler frosten og kende kimplanterne.

Jeg får lyst til at prøve… Men samtidig har jeg også en ubærlig trang til at snart at sætte de første frø til forspiring og dyrke alle de smukke blomster jeg har planlagt til min skærehave i år. Mere end 100 frøposer med forskellige blomster ligger klar i sirlige bunker efter hvornår de skal sås. Hele planlægningen og forventningens glæde vil jeg ikke undlade. MEN står jeg en dag og kan ikke overskue det store forspirings- og planlægnings arbejde. Så tror jeg jeg vil lade haven så sig selv og se hvad der sker. Jeg tror det kunne ende med at blive ganske vidunderligt.