Høst frø fra haven

At høste frø er som at samle forråd, det vækker ligesom et eller andet jæger-samler-instinkt. Der er noget enormt tilfredsstillende ved at samle frø – så tilfredsstillende at jeg kender flere, mig selv inklusiv, som samler frø langt ud over hvad de selv kan nå at bruge. De fleste frø kan heldigvis gemmes i lang tid og ellers er der altid glade aftagere af frø, blandt andre have-mennesker. Så fortvivl ikke, hvis du drukner i frø, der findes sikkert en glad aftager derude et sted.

Hvorfor høste egne frø?

Først og fremmest høster jeg frø fordi det giver en lykkefølelse at gå og samle og tørre og nusse om frøene – som rummer drømme om næste års blomsterhav.

Efter Brexit har gjort det næsten umuligt at skaffe de engelske frø, med de helt ”rigtige” sorter af blomster til skærehaven er det blevet endnu mere aktuelt med frøhøst. Visse sorter kan simpelthen ikke længere skaffes i Danmark. Dyrker man dem allerede i haven, kan frøhøst være eneste mulighed for at få dem igen næste år.

Der sker reel et tab af planter-arter også indenfor haveurter og blomstersorter og derfor er det en god ting at samle og gemme frø og sikre at frø til planter med gode egenskaber kan gå i arv i generationer. Der findes en skøn forening, fyldt med ildsjæle – den hedder Frøsamlerne.  Foreningen arbejder for at sikre den store genetiske variation ved at holde liv i selv de sorter, som frøproducenterne ikke finder rentable at opretholde. Tjek foreningen ud, hvis du er interesseret i at hjælpe med at bevare den store genetiske variation i frø til vores haveplanter.

Sådan høstes frø – En trin-for-trin guide

  1. Lad ALTID frøene tørre helt på planten
  2. Høst frøene og læg dem fladt til tørre i et lag på en tallerken, eller lignende,  i et tørt rum
  3. Sorter frø fra plantedele og opbevar frøene i en papirpose, kaffefilter eller lign.
  4. Skriv altid høstår, høststed og hvad du har høstet på posen – du har med garanti glemt hvad du høstede næste gang du finder posen frem.


Guide – sådan høstes frø af skærehavens blomster


Dusksalvie – Salvia viridis

Dusksalvie er en letdyrkelig plante, som er smuk i såvel bede som buketter. Den sår gerne sig selv fra år til år, så ofte er det slet ikke nødvendigt at gemme frø. Men skulle de af en eller anden grund ikke så sig selv, er det rart med en reserve. Hele stænglen bliver brun og visner – frøene sidder i små skulper?? På stænglen. De er lidt svære at få ud af skulperne, men tørres de først på stænglen, går det fint med et lille tryk. På billedet ses de høstklare skulper.

Dusksalvie blomst og frøstand

Stolte kavalerer – Cosmos bippinatus

Frøstanden sidder som små stjerner for enden af stilkene, hvert frø er aflangt rundagtigt og brunt. De modne frø høstes direkte på planten, når de er mørke. Tørres og gemmes derefter væk.

Stolt kavaler blomst og høstklare frø

Blomsterkørvel – Orlaya grandiflora


Blomsterkørvel er en skærmplante, med elegante hvide blomster. Frøene sidder som små piggede skaller for enden af hver klase i skærmen. De små pindsvinlignende frø sidder flere sammen og kan skilles ad med et tryk. Orlaya er en skærmplante og skærmplanter kan være lidt vanskelige at dyrke fra frø, fordi de er længe om at spire, hvilket forlænger den tid hvor de skal have det optimale forhold imellem varme og fugt. De er derfor gode at have mange frø af, så der kan forsøges flere gange med såning om nødvendigt.

blomsterkørvel blomst og frø

Morgenfrue – Calendula officinalis


Morgenfruer er noget af det letteste at høste frø fra. Frøene sidder som små takkede bueformede frugter i en samlet knapformet frøstand. Saml hele frøstanden når den er brun og skil den ad til enkeltfrø når den er tørret helt efter et par dage eller mere et varmt og tørt sted. Morgenfruer krydsbestøves let, så har du flere forskellige farver i haven, vil det blive en overraskelse hvilken blomst du får næste år – blomsten på billedet herunder er en heldig krydsning opstået her i min have i år.

Morgenfrue blomst og høstklar frøstand


Kinesisk hundetunge – Cynoglossum amabile

Frøene på kinesisk hundetunge er helt ærligt skide irriterende. Hver eneste gang jeg har været i haven, klistrer de til mine bukser og ærmer. De har små krogformede modhager som vi kender det fra en del planter i naturen. Frøene er store og flade og  lette at høste. Kinesisk hundetunge selvsår gerne i haven, men vil du selv vælge hvor den gror næste år, eller dele ud af denne smukke plante, er den bestemt værd at gemme frø fra.

Kinesisk hundetunge blomst og UMODNE frø

Tagetes – Tagetes linnaeus (men også de andre arter)

Tagetes er noget af det letteste at høste frø fra, uanset hvilken en type tagetes der er tale om. Lad frøstanden tørre helt på planten. Frøene sidder samlet i en frøstand som fungerer lidt som en skål.

Tagetes linneaus i blomst og høstklare frø

Rundbladet hareøre – Bupleurum rotundifolium

Rundbladet hareøre er en skøn fyldplante til buketter. Frøene sidder samlet nærmest i en lille ”bladskål”. Saml de små aflange frø når de er mørkebrune, før er de ikke modne. Vær forsigtig når du høster, de har det med at drysse af når man nærmer sig.  Hareøre selvsår gerne, men den er god at så af flere omgange, hvis der skal være stængler at høste hele sommeren, så gem gerne frø til andet hold planter næste år – hvis du er så heldig at første hold sår sig selv.

Hareøre blomst og tørrede frø

Jomfru i det grønne – Nigella damascena

Jomfru i det grønne er super let at høste frø fra. Frøene findes inde i den oppustede frøstand. Frøene er sorte når de er modne. Lad frøkapslen sidde på planten til den begynder at blive brun og tør.

blomst og høstklar frøstand

HVAD skal jeg være opmærksom på når jeg høster frø?


Frø som tages af planten før de er modne, vil sjældent opnå en spireevne. Det er derfor vigtigt at finde tålmodigheden frem og vente til frøene modner på planten. Modne frø er ofte brune eller sorte og føles tørre og hårde. Umodne frø er ofte grønne eller hvide og føles bløde og fugtige. Fra naturens hånd er planterne lavet så smart at de spreder deres frø når de er modne, så det er ret vigtigt at være klar til at høste, inden planten selv giver slip på sine frø. Hvad enten det er frø som har fnok og flyver væk med vinden som vi kender det fra mælkebøtten. Eller frø som simpelthen drysser ud på jorden.

Høst altid i tørt vejr, fugtige frø kan rådne eller hvis du venter for længe kan de spire, så prøv at lægge din frøhøst i en periode med tørt vejr.

F1 frø

Det er ikke alt, som er værd at høste frø af. En hel del af de meget fancy og flotte snitblomster er F1-hybrider og de er simpelthen ikke egnet til frøhøst, da frøet med største sandsynlighed vil give et helt andet resultat end moderplanten. Det står altid på frøpakken, hvis dine blomster er F1.

Opbevaring af frø

Frø skal opbevares tørt og mørk og også gerne køligt. Har du muligheden er det ikke dårligt at opbevare frø i enten køleskabet eller fryseren, så længe det kan sikres at de ikke bliver fugtige. Mine frø står i en kasse i husets koldeste rum. Herhjemme er der ikke plads i fryser eller køleskab.

Spireevne

Nogle frø vil kunne spire efter hundrede år, andre kan miste spireevnen på et enkelt år. Det er ikke helt enkelt at finde ud af hvor hurtigt et frø mister spirerevnen, men forvent at frø taber spireevne over tid og bliv ikke alt for overrasket hvis dine ti år gamle frø slet ikke spirer.  Salat og græsfrø mister for eksempel lynhurtigt deres spireevne. Imens frø fra voksurt kan spire efter fem eller måske endda ti år. Det er muligt at lave en spiretest med lidt af dine frø, før du spilder plads i vindueskarmen eller bedet – på en portion frø uden spireevne. Et stykke fugtigt vat eller køkkenrulle på en tallerken med film over er ofte nok til at teste om frøet er spiredygtigt.

Husk at du kan følge med i mit planteliv på instagram og facebook.
Mange efterårshavehilsner
Liv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s