I august tog min veninde og jeg på haverundtur i det jydske. Det blev nogle skønne dage med besøg i nogle af de mest vidunderlige danske haver jeg kender. Det var en tur hvor store haveoplevelser gik hånd i hånd med stor gæstfrihed. Det blev en oplevelse der kommer til at række langt ind i det nye haveår. Idag vil jeg tage jer med på rundtur i nogle af Jyllands smukkeste haver. Det kan vi vist alle trænge til i det grå novembervejr.
Vi besøgte Claus Dalbys vidunderlige have i Riskov, den stemningsfulde Haven i Hune, Tante Grøns smukke cottagehave på Mors og Jeannett Fruegaards imponerende græs-og staudehave nær Skive.

Claus Dalbys Haveparadis
Dagen startede i Claus Dalbys vidunderlige have. Det var mit andet besøg i Claus skønne have og endnu engang blev jeg bjergtaget af havens storslåethed. Sjældent har jeg set så stort et areal der i den grad er velplejet, fyldt af velvalgte plantesammensætninger og præget af veldefinerede haverum. Alle steder hvor man kigger hen er der noget at fordybe sig i; en smuk plantekombination et sted, en særlig stemning et andet. Havens drivhuse er et kapitel for sig – de er storslåede, de er smukke og de myldrer med planter fra gulv til loft.

Claus har gang i et nyt projekt, han dyrker køkkenhave i krukker. Det var spændende at se hvordan Claus forholder sig til en ny plantegruppe – grøntsagerne. Selv her fornægter hans sans for æstetik sig ikke, grøntsager kan bestemt også dyrkes så det dekorative element samtidig får plads.

Haven i Hune
De Fleste kender Haven i Hune fra fjernsynsprogrammerne af samme navn der løb over skærmen for år tilbage. Kunstneren Anne Just har skabt haven i Hune sammen med hendes mand arkitekten Claus Bonderup. Vi overnattede i charmerende værelse på Havehotellet. Det gav adgang til haven uden for åbningstid og gjorde det derfor muligt for os at nyde en stille aften og en smuk morgen i haven. Det var en helt særlig oplevelse at spise morgenmad i et af de fine drivhuse, i total morgenstilhed imens vandet stille klukkede fra de store glaserede keramikkrukker i de vældige bassiner.

Haven er fyldt af kunst og arkitektur, af smukke rum og fine farvekombinationer. Det er en have fyldt med fantasi, her er højt til loftet, overraskelser rundt om hvert et hjørne. Der er virkeligt frodigt, det er svært at forstille sig at haven er anlagt på sandklitter.

Der er ingen tvivl når man går rundt i haven om at dette var et livsværk. Haven er skabt i stor passion, ikke mindst en plantepassion jeg i den grad kan forstå.

Tante Grøns Have
Besøget hos Tante Grøn var som at besøge en kær ven. Jeg har aldrig før mødt Jytte i virkeligheden, men har været så privilligeret at få kontakt med hende over instagram, hvor vi i en tid har skrevet sammen.
I timer gik snakken i den lyse smukt indrettede udestue, hvor slyngplanter og nøje udvalgt interiør lod øjet gå på opdagelse. Sjældent har jeg så hurtigt følt mig så meget på bølgelængde med et menneske. Jytte viste os rundt i den fantastiske have, hvor det ene spændende haverum afløses af det næste. Vi oplevede middelhavsstemningen i orangeriet og den pergolaoverdækkede terasse; og vi nød den smukke udsigt over Limfjorden, fra den fineste udsigtpost bagerst i æblelunden. Tante Grøns have er en privat have og den er ikke åben for besøgende, men det er muligt at opleve Tante Grøns cottagehave og hendes sans for smukke detaljer i bogen: “Cottagehave – Tante Grøns haveunivers” udgivet på Gyldendal.
Jeannett Fruegaards Have

Jeg har længe ønsket at besøge Jeannett’s have. Jeannett bor på en gård nær Skive. I flere år har jeg fulgt med på instagram og nydt de mange smukke billeder af havens store centrale staude/græs bede og havens signaturelement, guldregnalléen med den blå havelåge. Jeanette holdt åben have i forbindelse med Haveselskabets havefestival og selvom det i perioder stod ned med regn, myldrede haven af gæster.

Jeannett dyrker have i en noget anden skala end de fleste – staudebedene er enorme og skærehaven er kæmpe stor. Er man som jeg interesseret i skærehave er det en udsøgt fornøjelse at se andre udfolde samme passion. Der var mange sorter, hvis navn jeg lige måtte notere mig, sorter jeg havde haft i kiggerten, men endnu ikke har prøvet at dyrke selv, nogle sågar hjemtaget fra USA.
i Vognporten var der dækket hyggeligt op med tørrede blomster og kaffebord. Her kunne havens gæster nyde kaffe og hjemmebag, i tørvejr. Her var stemning og gode snakke imellem de mange haveinteresserede besøgende.

Vi sluttede af med at besøge Kongenshus hede i den blide eftermiddagssol. Helt fyldt op af to dage med mange smukke haveoplevelser og ikke mindst møder med fantastiske passionerede og gavmilde havemennesker.
Tak fordi vi måtte komme forbi.

Tak for at du læste med. Husk at man kan følge med på PlanteLivs instagram hvor jeg dagligt poster billeder fra mit liv med planter. Ligesom det er muligt at følge PlanteLivs Facebookside, hvor blogindlæg og billeder fra haven deles.
De varmeste havehilsner.
Liv
Du skriver så gennemført godt.
LikeLike
Tusind tak ❤️
LikeLike