Skærehaven 2026

Så blev det den tid på året, hvor jeg planlægger næste års skærehave. Det er efterhånden blevet en tradition at jeg udgiver min “store plan for skærehaven” her på bloggen imellem jul og nytår. Derfor har jeg nu sat mig her ved computeren, imens juletræet står smukt pyntet ved min side, for at få skrevet ned, hvad jeg planlægger at dyrke i min skærehave næste år.

Det er altid et svært udskillelsesløb at få valgt de planter ud der skal være plads til. Jeg har et ret begrænset dyrkningsareal og drømmer altid om at dyrke mange hundrede forskellige blomster og planter til buketter. For at udnytte min plads optimalt lægger jeg hvert år en detaljeret plan, for at få plads til flest muligt at de blomster jeg holder af. Uden en plan ender jeg med at få brugt al pladsen til det der først skal i jorden og måtte opgive skønne blomster, der sås eller udplantes senere. Uden en plan ender jeg også med at købe dobbelt så mange frø, som jeg har plads til i ren begejstring.
Det er noget af at puslespil og der sker hvert år det at jeg må vælge nogle af de blomster jeg holder meget af fra, til fordel for spændende nye frø, jeg har lyst til at afprøve.

Jeg skriver så vidt muligt fulde plantelister for bedene og skriver alle plantenavne på både latinsk og dansk, så I har muligheden for at google planterne. Pga. ophavsrettigheder kan jeg naturligvis ikke vise billeder af de planter jeg dyrker for første gang. Jeg lover at krydre dette lange skriv, med billeder af noget af det jeg allerede har prøvet at dyrke, så I ikke skal slå alle de smukke planter op for at se dem.

Jeg anbefaler at sætte dig godt til rette, fylde kaffekoppen op og forberede dig på årets længste blogindlæg. Rigtig god læselyst!

Har du lyst til at starte med at læse om mine erfaringer fra dette års dyrkning, findes der et blogindlæg om det lige her. Det kan være et godt sted at starte, hvis du vil forstå mere af, hvorfor jeg prioriterer som jeg gør til det kommende års skærehave.

Omlægning af skærehavebede

I den kommende sæson planlægger jeg at nedlægge fem højbede og omdanne dem til to-tre større bede med lave trærammer. Dette skyldes dels af disse højbede stod overfor at få skiftet sider (pallerammer), dels at jeg gerne vil prøve at dyrke i lidt længere bede. Det ene højbed nedlægges og omtænkes fordi magnoliatræet i skærehaven er vokset sig stort at det nu skygger så meget, at bedet ikke længere giver ret mange blomster – derfor nedlægger jeg det højbed, til fordel for et bed i jordhøjde hvor jeg flytter den smukke græs fladaks (Chasmantium latifolium) til. Den såede jeg for en del år siden og nu er den vokset sig så stor at den står i vejen i det højbed hvor jeg hvert år dyrker ranunkler. Jeg tænker at den vil trives fint i halvskyggen bag magnoliaen. Jeg håber på at de nye bede i et andet format, giver mulighed for at dyrke på en ny måde, især skærehavens stauder glæder jeg mig til at få ud af pallerammehøjbedene, fordi deres levetid er længere en pallerammen, er det lidt noget bøvl at dyrke stauder i pallerammebede.

Årets plan for min skærehave

I år dyrker jeg skærehave i fem højbede af pallerammer (80*120) og et lidt større højbed i jern (120*160), dertil kommer tre nye bede i et enkelt bræts højde og en lang række bede i jordhøjde.

I skærehaven dyrker jeg primært sommerblomster og sommerblomsterende knolde som Dahlia, Ranunkler og Franske anemoner – de fleste stauder har jeg andre steder i haven, i store blandede staudebede. Lidt stauder har der efterhånden sneget sig ind i selve skærehaven, det er dem jeg bruger oftest til snit, eller som har brug for lidt mere pasning for at trives. Herunder en lille hurtigt skitse, som egentlig mest er lavet for mit eget overbliks skyld, jeg håber alligevel, den kan give et billede af hvordan haven er opdelt.

Årets skærehaveplan

Design af skærehavens bede

De seneste år har jeg planlagt skærehaven efter farver, så blomsternes farver skifter gradvist fra pastelfarver til pangfarver fra det ene hjørne til det andet. På den måde kan jeg dyrke et meget bredt udvalg af farver, uden at det bliver alt for spraglet at kigge på.

Højbedene dyrker jeg efter min eget planteprincip, som jeg bruger hvert eneste år, fordi det bare fungerer super godt, både i planlægningen og i dyrkningen. Det går kort fortalt ud på at dyrke seks rækker med forskellige blomster, i hvert højbed af pallerammetypen (80*120 cm). Du kan læse meget mere om “PlanteLiv-metoden” her.

Hvert bed planlægger jeg nærmest som var det en buket i sig selv, jeg vælger gerne at kombinere afstemte farver, forskellige blomsterformer (fokus, spir, småblomstret, osv.) og altid et grønt element i hvert bed, dels fordi jeg synes det er smukt, dels fordi det hjælper mig med at have rigeligt grønt til buketterne. Har jeg en enkelt blomstertype jeg dyrker rigtigt mange af, fx. Zinnia, kan jeg godt finde på at lave et helt bed med dem, det gør det i virkeligheden lettere med udplantning og opbinding osv. end de kombinerede bede, men jeg nyder nu mere synet af et blandet bed, så derfor gør jeg begge dele.

Spændende frø-nyheder

Jeg er lidt af en frø-nørd. Nørden i mig bliver begejstret af at dyrke nye planter. Derfor sniger der sig hvert år frø ind til nye spændende planter. Det er ofte helt nye frø på markedet, da jeg altid har øjnene åbne for frønyheder hos frøforhandlere i ind og udland og har haft det i årevis. Det er dog ikke altid at det som er en nyhed her hos mig også er det for andre, det sker at jeg kaster mig over noget jeg bare ikke har haft lyst til eller fundet plads til at dyrke tidligere.

Hvert år drømmer jeg om at blive bedre til at bruge de frø op jeg allerede har og hvert år forelsker jeg mig alligevel i en række frønyheder jeg bare må prøve at dyrke. Frø er én af de få ting jeg har det med at shoppe mere af, end jeg egentlig har plads til – det er jeg vist ikke alene om?

Af de spændende nye planter jeg ser mest frem til at dyrke i år er nogle fantastisk smukke pastelfarvede Zinnia fremavlet af de dygtige svenske kvinder bag “Fearless Flower Farm”, det var noget af det første jeg sikrede mig frø til dette efterår, de er nemlig eftertragtede og bliver hurtigt udsolgt.

Derudover har jeg i høj grad fundet spændende grønne fyldplanter til buketter. Der er nye sorter af karse som jeg er spændt på at se om er anderledes end dem jeg allerede dyrker. Et smukt mix af buketegnede quinoa. friske frø til Pengeurt (som jeg har sået før men aldrig rigtigt er lykkes med) og den spændende Fløjlsblad, som har de flotteste frøstande – en plante jeg straks forelskede mig i da jeg så den på Botanias stand i Tivoli i sommers.

hermed en liste over de nyheder jeg glæder mig til at prøve at dyrke i min skærehave i 2026:

FløjlsbladAbutilon theophrasti
FrøkenhatZinnia elegans ‘ Fearless Mix’
pengeurtThlapsi arvense
karselepidium sp. ‘Green Dragon’
(Buket)quinoaChenopodium quinoa ‘Brightest Brilliant’
fløjlsbladAbutilon theophrasti
NatlevkøjMatthiola longipetala’ Starlight sensation’
RørblomstPenstemon barbatus ‘ Coral Twizzle’
Vinget hindebægerLimonium sinuatum ‘Apricot Beauty’
Sibirisk valmuepapaver nucicaule ‘Colibri Sherbet Mix F1’
Karse ‘Emeralds beads’Lepedium setatum
Vild hestemyntemonarda fistolosa
Håret solhatrudbeckia hirta var. pulcherrima ‘Prairie Green Eyes’
Black Parsley (jeg kender ikke dansk navn)Melanoselium decipiens
KortlæbeTeucrium hyrcanicum ‘Purple Tails’
RiddersporeDelphinium hybrida, Benary’s Pacific ‘Summer Skies’
VingetobakNicotiana alata ‘Mojito’
OpiumsvalmuePapaver somniferum ‘Midnight’


Fløjlsblad set i Botanias stand ved Tivoli Blomsterfestival

Årets bede

Årets bede bliver fem højbede, alle med farvetema, et i hvid, et i rosa, et i purpur, et i lilla og et i fersken.

I bagerste del af skærehaven, hvor de mest farverige blomster hører til bliver igen i år en skønsom blanding af farverige Dahlia (mest orange, pink og lilla) og sommerblomster der kan sno sig lidt imellem dem som skærmdild og Kiss-me-over-the-gardengate. Det er også her der bliver plads til de frø-nyheder, med lidt meget pang på farverne. Op af drivhusets gavl sår jeg igen solsikker, men i år prøver jeg at finde en der reelt er en mindre solsikke – dem jeg såede sidste år blev flere meter høje.

I de tre nye bede, dem der blot skal have et bræt som kant, bliver der hhv. Zinnia i massevis, Løvemund og stauder. I bedet med stauder regner jeg med at kunne lægge franske anemoner, som kan blomstre før stauderne tager fart.

Forrest i skærehaven findes to bede i jordhøjde, her planlægger jeg endnu engang med at have de pastelfarvede Dahlia, i selskab med lækre luftige pastelfarvede sommerblomster, præcis som de sidste to sæsoner, fordi det har fungeret virkeligt godt.

Foran drivhuset har jeg egentlig efterårssået hårdføre sommerblomster, men det ser ud til at det for første gang nogensinde er mislykkes, der er nærmest ingen små planter. Jeg tror desværre godt jeg ved hvorfor, bedet er meget vådt efterår og vinter og det er ikke optimalt for det spirende frø og den lille kimplante at stå så fugtigt. Her havde jeg sidste år en kæmpe “buketfyld-buffet”, jeg tænker at lave noget lignende i år, men jeg skal finde ud af at så det lidt forskudt, så det hele ikke afblomstrer samtidig – det er jeg stadigvæk ved at regne ud, hvordan jeg gør i praksis. Måske kommer det helt af sig selv, at så forskudt, hvis noget af det efterårssåede dukker op, det vil tiden vise.

For hele skærehaven gælder det, at jeg desværre må springe Cosmos over i år, da jeg havde sygdom (smuts) i samtlige planter sidste år og ikke vil have det til at sprede sig, hvis jeg kan undgå det. Jeg er glad for Cosmos, men jeg holder mindst et års pause fra dem for ikke at risikere at svampen breder sig til andre plantetyper i haven.

I de følgende beskrivelser vil der være plantelister med danske og latinske plantenavne, derudover skriver jeg “D” for planter jeg sår direkte og “F” for planter jeg forspirer og “D/F” hvis jeg endnu ikke har valgt om jeg vil forspire dem eller så dem direkte samt “ES” hvis jeg har efterårssået. Plantelisterne står i rækkefølge, jeg sætter dem i samme orden i højbedet, som de er angivet i listen, oftest med de højeste bagerst og de laveste forrest i forhold til solretningen.

Højbede – bedplaner

Det rosa bed

Igen i år fylder jeg et helt bed med rosa blomster. Alle blomsterne i dette bed kan sås direkte, det er derfor det perfekte bed at bruge som inspiration, hvis du ikke har lyst til eller mod på forspiring.

De første to blomster i bedet er allerede på vej, jeg har nemlig efterårssået dem, så de står allerede som fine små grønne planter. Det er den smukke lyserøde Have-ridderspore ‘Fancy Belladonna’, som jeg holder af for sit lette udtryk, den er lidt mere elegant end mange andre ridderspore, med mindre blomster der sidder lidt mere spredt på planten. Sommerklinte ‘light rose’ kommer med de yndigste sartrose blomster i juni og juli. Begge kan sagtens sås helt almindeligt om foråret, de behøver ikke bliver efterårssået – så ridderspore tidligt, da de kan have brug for kulde for at spire.

Jeg er stadigvæk i tvivl om jeg sår en lyserød dusksalvie eller en lyserød kornblomst i bedet. Normalt efterårssår jeg altid kornblomst, men det har jeg ikke gjort i år, så derfor forestiller jeg mig at jeg kan komme til at savne kornblomst, hvis jeg ikke vælger dem. På den anden side blomstrer kornblomst ikke ret langt ind i sommeren, imens dusksalvie bliver ved til frosten kommer, så der er længere blomstringstid i at vælge den. I det hele taget bliver dette bed et sted hvor jeg skal være klar til at så igen i løbet af sæsonen, både enårig brudeslør, karse og sommerklinte plejer kun at kunne høstes i juni og lidt ind i juli, hvorefter de kan hives op og erstattes af noget der udvikler sig hurtigt fx Jomfru i det grønne eller hør.

have-riddersporeConsolida ajacis ‘Fancy Belladonna’ES
SommerklinteAgrostemma gracilis ‘light rose’ES
karselepidium sp. ‘Green Dragon’D
Dusksalvie eller kornblomstsalvia viridis ‘ Pink Sundae’ eller Centaurea cyanus ‘ Classic Romantic’D
Kinesisk hundetungeCynoglossum amabile ‘Mystery Rose’D
enårig brudeslørGypsohila elegans roseaD

Et lilla bed

Jeg er glad for lilla blomster, derfor bliver der nærmest altid et helt bed med lilla blomster.

Her er et bed fyldt af favoritter jeg dyrker år efter år.

Der er den fuldstændigt fantastiske Enkeblomst ‘ Oxford Blue’, smuk i både knop, blomst og frø. Blomstrer fra juni til frost. Altid omsværmet af sommerfugle – Hvordan kan man andet end at elske den?

Indtil videre har jeg planlagt at dyrke løvemund ‘Potomac Lavender’ i dette bed. Jeg er dog farvenørd nok til at være blevet i tvivl, den har nemlig en rødlilla-tone, imens alle andre blomster i dette bed har en mere blålilla farve. Derfor er jeg lidt i tvivl om jeg skal forsøge at finde en anden plads til denne fantastiske løvemund, som jeg slet ikke kan undvære til mine buketter. Måske erstatter jeg den med en række af noget grønt, fx den virkelig fine sæddodder som jeg dyrkede første gang her i 2025 og blev ret vild med.

I år prøver jeg igen kræfter med Mandstro ‘Purple Sheen’, jeg har dyrket den en gang før, hvor den drillede mig og ikke rigtig blev til ret meget. Jeg blev så træt af at den visnede i stedet for at blomstre at jeg hev alle planter på nær én op – hvorefter den sidste plante foldede sig ud med de smukkeste blomster. I år sår jeg den tidligt og håber på at det gør en forskel.

Sommerridderspore ‘Smokey eyes’ er en skøn fyldt ridderspore med blomster i smukke nuancer af lyslilla og med grønne striber, jeg skifter gerne imellem den og ‘Misty Lavender’ som har en mere dyb grålilla farve – de er begge meget smukke.

Det er første år jeg dyrker natlevkøj, jeg har sådan set haft den i haven før, da den kom med noget sommerblomstmix, derfor ved jeg hvad jeg skal forvente. En meget velduftende plante, som er yndig i buketter med andre pastelfarvede blomster. Jeg har sjældent haft held med de mere fyldte typer af levkøj, de plejer at blive helt ædt op af jordlopper eller andre væsener der er vilde med korsblomstfamilien – præcis som vi kender det fra køkkenhavens kålplanter. Jeg håber dog at denne vil lykkes bedre, fordi den er lidt mere undseelige af vækst, tænker jeg måske også at huller i bladene, vil synes mindre, end hos de mere massive blomsterspir hos de fyldte levkøj.

MandstroEryngium leavenworthii ‘ purple Sheen’F
SommerriddersporeDelphinium Consolida ‘Smokey Eyes’D
EnkeblomstScabiosa atropurpurea ‘Oxford Blue’F
have-løvemundAntirrhinum majus ‘ Potomac lavender’F
NatlevkøjMatthiola longipetala’ Starlight sensation’D
violjernurtVerbena rigida ‘Polaris’(overvintret) eller F

Et bed i fersken/abrikos og lime

Min yndlingsfarve i blomster er den farve som kaldes alt fra laksefarvet til fersken eller abrikos. Derfor skal jeg naturligvis have et bed i disse farver. De seneste år har jeg altid kombineret med limefarvet vingetobak, og der har set helt vidunderligt ud, så det gør jeg igen.

Bedet er en blanding af planter jeg dyrker igen og nyheder jeg ikke kender så godt.

Her er to af mine yndlings løvemund, nemlig ‘Chantilly Bronze’ som jeg har dyrket i mange år efterhånden, den er bedst først på sommeren, men der har den til gengæld også et farvespil man kan blive helt forelsket i. Så er der en ny favorit, nemlig den dobbelte skønne ‘Snapstar Champagne’ som jeg dyrkede første gang sidste år og nu slet ikke kan forestille mig at undvære.

Af sorter jeg ikke har dyrket før er her Penstemon ‘Coral Twizzle’, den er en staude, men burde blomstre allerede første år, hvis den sås tidligt. Det bliver spændende at se hvordan den er at dyrke og hvordan den gør sig i buketter.

Jeg plejer at have den helt klassiske og måske mest solgte limegrønne prydtobak: Nicotiana alata ‘Lime Green’, den er rigtig smuk og anvendelig, i år afprøver jeg sorten ‘Mojito’, mest fordi frønørden i mig fik lyst til at prøve om den kunne noget andet end den jeg plejer at dyrke. Højst sandsynligt viser den sig at være nærmest identisk med den jeg plejer at dyrke, nu må vi se.

Staticen er en anden sort end jeg plejer, men det er nu mest fordi jeg var løbet tør for frø til statice i denne farve og dette var den sort jeg fandt, da jeg bestilte frø.

Der er endnu en ledig plads i bedet, mon ikke jeg finder noget jeg bare må dyrke at putte ind her? eller kan jeg altid så en række med rundbladet hareøre, som vil passe smukt ind i bedet og give lækkert grønt buketfyld. Eller sætte den smukke Zinnia ‘Zinderella Peach’, som ville passe smukt i farveskalaen og som man aldrig kan få for mange af.

RørblomstPenstemon barbatus ‘ Coral Twizzle’F
PrydtobakNicotiana alata ‘Mojito’F
have-løvemundAntirrhinum majus ‘ Chantilly bronze’F
have-løvemundAntirrhinum majus ‘ Snapstar champagne’F
ledig plads evt. hareøre
Statice/vinget hindebægerLimonium sinuatum ‘ Apricot Beauty’F

Et purpurfarvet bed

En farve jeg ikke mindes tidligere at have haft som tema for et bed er purpur, måske er det også lidt en tilsnigelse af kalde det purpur, det kan godt være bordeaux er en mere korrekt betegnelse for de farver, som går igen i de valgte blomster.
Her er der i høj grad tale om blomster jeg dyrker igen og igen. Favoritter jeg simpelthen ikke vil undvære. Kun en enkelt nyhed har der sneget sig ind, nemlig kortlæbe, Teucrium hyrcanicum ‘ Purple tails’ som jeg aldrig nogensinde har dyrket før. Det bliver spændende at erfare hvordan den er at dyrke fra frø.

AmarantAmaranthus cruentus ‘ Oeschberg’D
LøvemundAntirrhinum majus ‘Potomac Crimson’F
Kæmpe EvighedsblomstXerochrysum bracteatum ‘Dragon Fire’F
KortlæbeTeucrium hyrcanicum ‘Purple Tails’F
Jomfru i det grønneNigella damascena ‘ ALbion Black Pod’D
sommerfloksPhlox drummondii grandiflora ‘Cherry Caramel’D/F

Det hvide bed

Jeg ved ikke hvorfor der igen i år sniger sig et helt bed ind med hvide blomster. Men på listen over “must-grow” var så mange hvide blomster i år, at det blev til et helt højbed.
Jeg undgår faktisk ofte hvide blomster i haven, da de har det med at blive brune og grimme af den mindste regn.

Alle blomsterne i dette bed er sorter jeg har dyrket før og været glad for. Her er hele tre smukke blomster der både kan bruges friske i buketter men også egner sig til tørring. Det drejer sig om Papirknob, statice/vinget hindebæger og Rosenvinge.

Jeg har én plads som jeg ikke helt har besluttet mig for om skal indeholde den dejlige ko-nellike i hvid eller den smukke lille sommerkærminde med det skønne sortsnavn ‘Little Snow White’. Ko-nellike har en relativt kort sæson, men da naboplanterne i form af sommerfloks og enkeblomst fortsætter deres blomstring helt til frost, skal det hul der kunne opstå, hurtigt blive fyldt ud. Sommerkærminde er ret lav, så bliver det den skal rækkefølgen i bedet nok ændres lidt, så de får en ydreplads hvor de ikke skygges væk af naboplanter.

papirknobAmmibium alatumF
Vinget hindebæger/staticeLimmonium sinuatum ‘Seeker White’F
EnkeblomstScabiosa atropurpurea ‘Snowmaiden’F
Ko-nellikke eller sommerkærmindeD
SommerfloksPhlox drommundii ‘ Alba’F
RosenvingeHelipterum roseum ‘Pierrot’F

De nye bede

tættest på huset nedlægger jeg fem højbede og skaber flere lange smalle bede i stedet for. I disse bede kommer der lidt forskelligt, men det er blandt andet her mine mange Zinnia skal bo.

Et staudeskærebed

I det ene bed skal der være de stauder jeg bruger mest til snit. Det bliver umiddelbart med de stauder jeg har i skærehaven i forvejen, men lidt nyt sår jeg også. Jeg overvejer at lægge franske anemoner i samme bed, de burde være færdige med at blomstre, når stauderne for alvor vokser sig store.
bedet er lidt svært at planlægge færdigt, før jeg har fået anlagt de nye bede, så det bliver først engang i løbet af foråret at det falder helt på plads.

Indianermonardamonarda fistolosa
staticeStatice tataricum ‘Sea Lavender’
lupinlupinus x russelilii ‘ Noble Maiden’
kaukasisk skabioseScabiosa caucasica ‘ Fama White’
Krysanthemum
Franske Anemonerbåde nye og gamle, rundt i hele bedet
Ridderspore ‘Clivedeen Beauty’
Staudevingebægerlimonium latifolium
Staudebrudeslør
evt. købe en stjerneskærm i hvid


Et kæmpe bed med Zinnia

I det andet nye bed skal der være plads til en masse Zinnia. Jeg tror også jeg laver nogle rækker med løvemund, for selvom jeg er fuldstændig vild med Zinnia, er der alligevel grænser for hvor mange jeg kan nå at bruge. I Zinniabedet vil jeg først og fremmest have plads til de pastelfarvede ‘Fearless Mix’ Zinnia jeg har købt hjem fra sverige, men jeg ender nok med også at så nogle af alle de frø jeg har på lager til andre sorter. Jeg har også samlet lidt frø selv, jeg vil prøve at så og håbe på bliver lige så smukke som deres moderplanter. Jeg regner med at Zinniaerne i bedet bliver et mix af disse yndlings-sorter:

FrøkenhatZinnia elegans ‘ Oklahoma salmon’F
FrøkenhatZinnia elegans ‘ Zinderella peach’F
FrøkenhatZinnia elegans ‘ Queen Lime Blush’F
FrøkenhatZinnia elegans ‘ Queen red lime’F
Frøkenhatmix af ‘ Giant lime’, ‘Green apple’ og ‘florist lime’F
FrøkenhatZinnia elegans ‘ Fearless Mix’F

Bede i jordhøjde

Buketfyldsbuffet

Ligesom i det forgangne år, forventer jeg at bruge bedet foran drivhuset til en form for “buketfyldsbuffet” – altså et sted hvor jeg primært dyrker alt det grønne, som fylder smukt ud i en buket, både græsser, frøstande og planter med grønne blomster. Jeg ved endnu ikke hvordan jeg organiserer det i år, da min plan er at så mindre områder med jævne mellemrum, frem for at så det hele samtidig, for at undgå en kæmpe høst i juni og intet at høste derefter. Jeg går i tænkeboks og satser på at finde en løsning inden de første frø skal i jorden.

Jomfru i det grønneNIgella damascena ‘Albion Green Pod’ (evt. planteliv mix)D
bondetobakNicotiana rusticaF
PurhavreAvena strigosaD
Stikende karseLepidium ruderaleD
alm. karselepidium sativumD
rundbladet hareøreBupleurum rotundifoliumD
pæonvalmuePapaver somniferum ‘The Giant’D
kikærtCicer arietinum “Black Garbanzo”F
irlands klokkeMollucella laevisF
FløjlsbladAbutilon theophrastiF/D
sæd-dodderCamelina sativa ‘Attraxa Gold of Pleasure’D
pengeurtThlapsi arvenseD
kanariegræsD
Buketfyldbuffet i juni 2025

Dahliabed – pastel

I mine Dahliabede blander jeg sommerblomster og Dahlia. Jeg fordeler Dahliaerne således at de pastelfarvede er i de to store bede ved shelteren og de pangfarve i skærehavens modsatte hjørne. Jeg vælger selskabsplanter i samme farveskala som Dahlia.

For tredje år i træk planlægger jeg med at så en blomstrende kant af letløvede, småblomstrede pastelfarvede sommerblomster. Det er de planter der fremgår af dette skema. Find en vejledning til selv at så denne blomstrende kant her.

EgernhalebygHordeum jubatumF
Cloudgrassagrostis nebulosaF
GuldvalmueEscholzia californica ‘ Thai Silk Champagne’D
keglelimurtSilene conica ‘ Balletje Balletje’D
rød hørLinum rubrum ‘ Salmon’D
Dahlia i pastelfarverCafé au lait, Sweet Nathalie, Romance, Meagan Dean m.fl.
Prydtobakstarlight dancer’ m.flF
evt. andre pastelfarvede blomster

Dahliabed -Pang

Dahliabedene nær drivhuset har knald på farverne. Her fletter Kiss-Me-over-the-gardengate sine store pink blomsterklaser og skærmdild sine gule blomster ind imellem Dahlia i farver som orange, pink og lilla. Ind imellem stikker en selvsået rød havemælde sine purpurrøde blade og frøstande op. Det er også i dette bed at de smukke små gule solhatte, Rudbeckia triloba folder deres klaser af små gule blomster ud. Her er fest og farver hele sensommeren.

Dahlia i orange og lillacornel bronze, isabel, Caitlins Joy, Brown suger, Rocco m.fl
Kiss me over the garden gatePersicaria orientalis
SkærmdildMariska’
Solhatrudbeckia hirta ‘Praire Sun’
håret solhatrudbeckia hirta var. pulcherrima ‘Prairie Green Eyes’
havemældeAtriplex hortensis ‘ Red plume (selvsår)
kolbehirse, mørkSetaria italica ‘Red Jewel’

Et farverigt bed

Ved siden af det pangfarvede Dahliabed har jeg et lille trekantet bed, hvor jeg plejer at dyrke de mere farverige sommerblomster som er svære at passe ind med højbedenes mere douche nuancer.
Om jeg planter det i rækker eller mere dekorativt har jeg endnu ikke fundet ud af, men jeg har lovet mig selv at jeg husker opbinding i år – det glemte jeg lidt i denne sæson og det gik væsentligt ud over udbyttet – alt for mange blomster lå henad jorden og blev dermed skæve og svære at bruge i en buket.
Denne her bedplan bærer lidt præg af at det har overtaget “resten” alle de smukke blomster jeg gerne vil dyrke, men ikke fandt plads til – det er altså ikke helt færdigudviklet og finder nok først sin endelige form når jeg planter blomsterne ud til foråret.

BukettquinoaChenopodium quinoa ‘Brightest Brilliant’F
skærmdildmariskaF
Kæmpe evighedsblomstHelichrysum bracteatum ‘Pomgranate’F
fløjlsbladAbutilon theophrastiD/F?
safflorF
Solhatrudbeckia hirta ‘Praire Sun’F
håret solhatrudbeckia hirta var. pulcherrima ‘Prairie Green Eyes’F
grøn havemældeD
Evighedsblomst ‘Pomgranate’

Frøene

Jeg ved af erfaring at jeg vil blive spurgt hvor jeg får frøene fra, jeg køber mine frø, så jeg ved faktisk ikke om jeg skal skrive reklame foran, når nu de er købt og betalt? Her er lidt om hvor jeg har frøene fra.

Jeg bruger en skønsom blanding af nyindkøbte frø, gemte frø fra tidligere sæsoner og hjemmehøstede frø fra min egen skærehave. Derfor vil der forekomme sorter, som kan være svære at skaffe nu – da butikkernes udbud af sorter skifter år for år. Jeg er lidt af en frønørd og køber hjem mange steder fra, for at teste mange af de spændende frø-nyheder der findes.

I år er de fleste af mine frø fra mine tre favorit frø-webshops, nemlig: Botania, Impecta og Seedaholic. Jeg har også shoppet frø hos to skønne svenske webshops med speciale i snitblomster nemlig Fearless Flower Farmers og Jordnära Froer.

Rigtig god fornøjelse med det nye haveår

Tak fordi du læste med så langt. Jeg ved godt at det altid bliver lidt langt, men jeg hører heldigvis ofte fra jer trofaste læsere, at I sætter pris på alle detaljerne og listerne. Jeg håber at du har fået inspiration til hvad du kan dyrke i din skærehave i den kommende sæson.

Jeg er ikke så aktiv på bloggen, men læs gerne tilbage i gamle blogindlæg, hvor der findes gode guides til alt fra at forspire, til at dyrke ranunkler. Vil du se mere til min skærehavedyrkning i løbet af foråret, så deler jeg løbende min skærehavedyrkning på instagram og jeg har også en facebookside, som dog opdateres lidt sjældnere. Har du lyst til at deltage i det skønneste fællesskab om at dyrke skærehave, så find gruppen “Skærehaven” på Facebook – der “mødes” vi og snakker om stort og småt om at dyrke blomster til buketter.

De bedste ønsker om et godt nyt haveår.
Liv

PS. og så lige et stemningsbillede fra skærehaven en varm sommerdag i 2025, så vi kan huske på, hvad alle de små frø kan blive til på bare et par måneder.

Skriv en kommentar