Nu er det tid til at planlægge et fantastisk forårsflor. Det er tid til at købe blomsterløg og lægge grunden til et blomsterrigt forår. Derfor vil jeg gerne dele ud af nogle af mine forårsfarvoritter, jeg har i mange år lagt et par hundrede forårsløg i haven hvert eneste efterår og har på den måde efterhånden en rigtigt stor variation af smukke forårs blomster. Nogle blomsterløg kommer år efter år og spreder sig endda efterhånden, så de kan danne hele tæpper af blomster, det gælder fx. perlehyacinter. Andre, deriblandt rigtigt mange tulipaner, har det med at være “one-year-wonders” – de er forrygende smukke det første år, men halveres hurtigt i antal og efter få år er de gerne helt forsvundet igen – en hurtig huskeregel er at nu mere fyldte og fancy tulipanerne er, nu større er risikoen for at de kun holder en enkelt sæson, der er dog undtagelser, én af dem vil jeg vise herunder.
Fem fantastiske tulipaner
Jeg har mange farvoritter blandt tulipaner, her er nogle af de fem jeg er aller gladest for og på det varmeste kan anbefale:
- Tulipa ‘Black hero’
fyldt mørk, nærmest sortlilla, tulipan blomstrer sent på høje stive stængler der sagtens kan bære den store tunge blomst. kommer igen år efter år. - Tulipa ‘Green Star’
Smuk åben blomsterform, hvid med grønne striber på ydersiden af blomsten. Livlig at se på med sin skønne stjerneform. En anden god “grøn” tulipan er ‘Spring green’. - Tulipa ‘Shirley’
Virkelig smuk tulipan, nærmest en forvandlingskugle i tulipanskikkelse. Den starter som en cremehvid blomsterknop på en mørk stængel, imens blomsten folder sig ud bliver den langsom fyldt med lilla prikker, somom en eller anden har drysset lilla akvarellmaling henover blomsten. - Tulipa turkestanica
En skøn lille botanisk tulipan. Ligner næsten ikke en tulipan, dens blomster ligner små lette lyse stjerner i bedet. Den er lille men virkelig smuk og trives den skulle den kunne forvildes og blive til flere ad åre, dette er dog ikke lykkedes for mig endnu. - Tulipa praestans ‘Shogun’
Skøn orange botanisk tulipan med flere blomster på hver stængel. Virkelig flot med sine slanke små orange tulipaner.
Fire smukke narcisser
Jeg er en stor fan af narcisser, faktisk er jeg nærmest samler når det kommer til lige præcis denne planteslægt. Der er så utroligt mange skønne narcisser at vælge imellem og mange af dem dufter ovenikøbet fuldstændigt fantastisk. Af nogle af de narcisser jeg er så utroligt glad for at jeg med glæde vil anbefale dem er :
- W.P. Milner
Denne meget lidt kendte narcis er en af mine yndlings. Den er lille og helt sart gul, den kommer gladeligt år efter år og nikker så yndigt med sine små perfekte trompeter. - Minnow
Minnow var engang svær at skaffe, nu findes den efterhånden i langt de fleste supermarkeder. Ser du den – så køb! Den er simpelthen så smuk, med de små bitte blomster, når man kigger på blomsten ligner den nærmest en kunstig blomst, fordi den er så fuldstænndig perfekt, selvom den er så utrolig petit. - Hawera
Er en fantastisk udsædvanlig og lillebitte narcis. Den er lysende lysegul. Den har de allermindste blomster, den har flere blomster på hver stængel og en tre fire stængler fra hvert løg, så den kan nærmest lave en helt sky af små lysegule blomster fra hvert blomsterløg. - Mount Hood
Er en narcis i samme størrelse og form som en helt almindelig påskelilje, men den er helt hvid, slet ikke gul og derfor så meget finere på mange måder. Den er rigtigt fin og en god stabil narcis der vil pynte i haven i årevis.
Prærielilje – forårsblomsten jeg ikke ville undvære
Camassia, Prærielilje, er én af de forårsløg jeg ikke ville være foruden. Jeg har to forskellige Camassia i haven: Camassia leichtlinii caerulea og Camassia cusickii. Jeg synes at de gør det så smukt sammen med forårets sene mørke tulipaner, som fx. ‘Black Hero’ og ‘Queen of night’. De er dyre i indkøb og løget er stort, så det kræver et ret stort hul at få dem i jorden, det kan derfor være en fordel at lægge dem i et nyetableret bed.
Jeg håber at denne tekst har inspireret dig lidt til hvad du skal lægge af løg i din have her i efteråret – så du kan gå et blændende forår i møde.
Mange grønne hilsner
Liv