Havebesøg – Egeskov Slot

Sikke en dejlig dag det har været idag. Solen skinnede da jeg kørte over storebæltsbroen denne formiddag, i radioen snakkede værten om at dagen ville byde på regn og byger, men foran mig lå Fyn i den smukkeste forårssol.

Denne historie tager sin begyndelse for meget længe siden, engang i 90’erne var jeg en skolepige med abonnement på Anders And bladet, hver mandag cyklede jeg lidt hurtigere hjem fra skole, fordi det var den dag bladet blev leveret. Jeg husker at jeg, ud over tegneserierne også var særligt fascineret af en helsides reklame, med en meget stor labyrint på, den reklamerede for at besøge Egeskov Slot – det så spændende ud og jeg ønskede mig brændende at komme derhen.

Idag, på det nærmeste årtier senere, besøgte jeg for første gang Egeskov Slot.

DSC_1815Anledningen til dagens besøg, var at Haveselskabet havde inviteret til event om årets havebegivenhed, nemlig CPH Garden der løber af staben om ca. seks uger, den 21. -25. juni. Jeg har for længst købt billet til åbningsdagen og jeg glæder mig meget til at opleve mit første rigtige haveshow, især ser jeg frem til at se og opleve de otte showhaver og lytte til de mange spændende foredrag der er lagt op til; efter idag at være blevet præsenteret for programmet er det faktisk ligefør jeg overvejer at købe billet til endnu én af showdagene, der er nogle rigtigt spændende foredrag jeg gerne ville høre bla.om “No dig” metoden, hvor havedyrkning foregår med mindst mulig jordbearbejdning.

Dagens besøg bød på en rundvisning med Slotsgartner Peter Bonde Poulsen i den imponerende have.
Vi startede i et meget stemningsfuldt haverum fyldt med tulipaner. Der var 10.000 tulipaner, mange forskellige sorter, ikke mindst et par stykker der straks er kommer med på den (evigt voksende) planteønskeliste, bla. de tre skønheder herunder:
‘Fringed Elegance’,‘Burning heart’ og ‘Flashback’.

Køkkenhaven var jeg af arbejdsmæssige grunde (nu jeg er blevet herregårdsgartner med ansvaret for Rønnebæksholms 6000 m2 store køkkenhave) meget interesseret i at opleve. Havens opbygning er både smuk og praktisk, videreudviklet over en plan der oprindeligt er tegnet af en af Danmarks nok mest anerkendte Havearkitekter: C.Th.Sørensen. Haven var i sagens natur, tom, som en have med etårige grøntsags- og blomstervækster som regel er det, her i det tidligste forår, hvor nattefrosten endnu ikke har sluppet sit tag. Et foto af de smukke rammer skal I dog ikke snydes for.

I drivhuset ventede rækkevis af udplantningsplanter på at køkkenhavens jord skal få lidt varme og nattefrosten forsvinde. Det bliver godt at vende tilbage og se køkkenhaven i sensommeren, når alting er vokset op og det bugner med bønner og artiskokker og alle blomsterne står i fuldt flor.

 

Drivhuset var en oplevelse i sig selv, ikke kun på grund af de mange meter med udplantningsplanter; i det hele taget var der et mylder af krydderurter, duftgeranier, tomater, chili og krydderurter fra hele verden, en del af dem endda til salg til havens gæster.

 

og så til ugens kedelige nyhed, for dem af jer, der følger mig på instagram, vil jeg informere om at jeg er blevet hacket. En for mig ukendt person har overtaget min instagramprofil og ændret både brugernavn og koden. Jeg skriver (hektisk og mindre og mindre tålmodigt) frem og tilbage med instagram-supporten i håb om at få min konto tilbage, lykkes det ikke må jeg desværre starte forfra. Jeg håber at I vil følge med mig her på bloggen og på PlanteLivs facebookside, indtil min instagram forhåbentlig kommer tilbage til mig – jeg vil på Facebooksiden informere om hvad der sker med min instagram profil. Jeg vil hermed opfordre ALLE med en instagram konto til at gå ind i indstillinger og slå “to-trins-godkendelse” til, det er bare et enkelt flueben og det burde sikre jer, imod at opleve det samme som jeg lige nu er udsat for.

Nu slutter en herlig dag, fuld af haveglæde og blomstersnakke, jeg har mødt mange fantastiske havemennesker og havebloggere idag og jeg glæder mig til at gense mange af dem til årets store havefest, CPH Garden – Tak til Haveselskabet for invitationen.

Når jeg vender tilbage på bloggen bliver det med månedens indlæg om “haven i Maj”, kameraet er fremme hver dag og der er allerede mange skønne maj-billeder der ligger og venter, der er ingen tvivl om at det bla. kommer til at handle om tulipaner.

 

Skriv en kommentar