Det er blevet tid til at se tilbage på haveåret der gik og begynde at planlægge næste sæson. Hvert år har sine opture og udfordringer. Hvert eneste år jeg dyrker have lærer jeg noget nyt – mon ikke du oplever det samme?

Hermed et lille skriftligt tilbageblik på året der gik i min skærehave. Jeg håber at du har lyst til at læse med. Senere følger den store plan for næste års skærehave, men først et kig på det jeg der gik godt og det der gik mindre godt i det forgangne haveår.

Har du lyst til at læse mere om hvilke planer jeg havde før denne sæson gik i gang, kan jeg anbefale at finde blogindlægget om mine plan for skærehaven 2025 her. Der finder du også de fulde plantelister for dette års skærehave.

Højdepunkter i skærehaven 2025

I blandt højdepunkterne var den helt utroligt yndefulde sommerkærminde, Omphalodes linifolia ’Little Snow White’. Den havde sået sig selv og dækkede jorden med det yndigste hvide blomster. De lidt korte stilke (45 cm) gør dem ikke til den oplagte snitblomst, med alligevel endte en del i forsommerens buketter. De vil være helt geniale til brystbuketter og hårpynt og friske kranse, så drømmer man om at lave bryllupsblomster til et juni/juli bryllup må den være must-grow.
Jeg kan se at de allerede er spiret i massevis og på vej til den kommende sæson, det vil jeg glæde mig til. Næste år tror jeg også de skal prøves i en krukke, sammen med nogle andre lidt højere blomster, måske enkeblomst, Scabiosa atropurpurea ’snowmaiden’, de ville være smukke sammen.

En herlig overraskelse var den tidlige blomstring hos stauderiddersporen, Delphinium belladonna hybridum ’Clivedeen beauty’. Jeg havde den sidste år og jeg havde lidt glemt at den var flerårig og ikke som de sommerridderspore jeg dyrker flest af. Den blomstrede tidligt og længe, med de smukkeste himmelblå blomster. Helt vidunderlig himmelblå farve og fantastisk smuk i både haven og vasen. Efter de første smukke stilke var høstet, kom den igen med endnu en blomstring senere på sommeren.

Igen i år havde jeg stor glæde af de mange forskellige smukke prydtobakker jeg dyrker. Det stod smukt i forgrunden af de store dahliabede, plantet ind i et lidt tilfældigt miks. Efterhånden som jeg selv samler frøene, har jeg fået et spændende udvalg af små yndige prydtobakker i forskellige nuancer af hvid, lime, rosa og gammelrosa. Flere af dem ligner afkom af én af mine favoritter, nemlig Nicotiana hybrida ‘Starlight Dancer’, der med yndige små limegrønne og hvide overhængende klokkelignende blomster på tynde stilke er helt vidunderlig, både i haven og i buketter.

Kaosbed med efterårssået blomsterlykke

Sidste efterår gjorde jeg noget fjollet – jeg såede alt for mange frø i et tomt højbed. Det var i slutningen af september, da jeg alligevel var i gang med at efterårsså de hårdføre sommerblomster. Jeg lavede et mix af forskellige frø fra hårdføre sommerblomster, sådan lidt rester af lidt af hvert – dem bredsåede jeg i bedet. Jeg havde egentlig ikke troet det ville blive godt, planter der står tæt henover vinteren plejer at være meget modtagelige overfor svamp, ligesom planter der står for tæt, sjældent vokser sig store og fine. Men til min store overraskelse viste det sig at blive et kæmpe hit. Jeg plukkede massevis af sommerridderspore, Jomfru i det grønne og kornblomster fra bedet i løbet af juni og juli.
I euforien over at det var gået så overraskende fint med det “vivarsåede” efterårssåning, gik jeg i gang med endnu et eksperiment. Jeg ryddede simpelthen bedet for at bredså en skøn blanding af alt muligt igen – i håb om at nå endnu et fantastisk blomsterflor i denne sæson. Det vidste sig dog at slut juli var for sent, Planterne nåede kun lige præcis i blomst inden første frost – havde jeg startet lidt før, måske starten af juli, tror jeg dog det havde været endnu et hit. I skrivende stund, står bedet stadigvæk frodigt grønt, hvor Nigella, skærmdild og kornblomst ser ud til stadigvæk at forsøge at få sat blomster, trods manglende lys og kulde.

Selvsåede blomster – brugt som udplantningsplanter

Tilgengæld fik jeg to hele blomstringer ud af det andet bed med efterårssåede sommerblomster. Jeg gjorde det at jeg ryddede det ret tidligt, så snart resten af skærehaven begyndte at blomstre, og blomstringen af efterårssåede klinte, kornblomster, jomfru i det grønne og sommerridderspore begyndte at være lidt sparsom. Derefter udplantede jeg småplanter af løvemund, blåkvast og amarant. Alle sammen planter jeg havde fundet som selvsået rundt omkring i haven og pottet op, så de kunne stå og vokse sig større i drivhuset, imens de ventede på en god plads. Bedet blev lidt af et kaos, fordi jeg plantede hvad jeg havde. Men det gav blomster at plukke af helt til frost. Havde jeg været snu nok til at give det et støttenet, havde jeg nok endda haft endnu flere egnede stilke til buketter. Jeg er opsat på at blive endnu mere tjekket næste år og så reelle udplantningsplanter, som kan fyldes ud i de tomme bede, efter efterårssåningen er afblomstret.

Smut så – SMUTS!

Jeg har i mange år dyrket Stolte Kavalerer, eller Cosmos som jeg ofte nøjes med at kalde dem.  Indenfor de sidste par år har jeg øget antallet af både sorter og planter, fordi jeg er blevet glad for dem. Det bliver der dog lavet om på i de kommende år og det er bestemt ikke med min gode vilje.
I år var ALLE mine Cosmos ramt af hvad jeg tror må være svampesygdommen ”smuts”. Det viste sig som plettede blade og manglende vækst. Nogle planter gik helt til, de hårdest angrebne valgte jeg at smide ud, men selv de mindst angrebne havde en betydeligt dårligere vækst og færre blomster end de plejer.
Derfor er jeg nu i tænkeboks – jeg er i tvivl om jeg bliver nødt til at droppe Cosmos helt? Jeg læser mig til at SMUTS kan blive i jorden og smitte planter derfra. Det kan også ramme planter som Dahlia, guldvalmue og morgenfrue, alle sammen planter som jeg dyrker og helst ikke vil undvære. Jeg ved nu at svampen allerede har fundet vej til min have, jeg skal derfor i gang med at overveje, hvordan jeg kan undgå at problemet udvikler sig. Jeg tror jeg i første omgang vælger at tage en sæson uden Cosmos, så må jeg se om jeg kan blive klogere på hvad jeg kan gøre proaktivt, for at mindske problemet  i fremtiden. Måske skal jeg forsøge med et mere systematisk sædskifte, men det er svært, når langt de fleste blomster jeg dyrker er af samme plantefamilie, nemlig kurvblomst-familien. Måske bliver jeg nødt til at plante mindre tæt, luftskifte omkring planterne afgørende for hvor gode forhold svampe har for at udvikle sig. Jeg har ikke fundet en god løsning endnu, men er gået i tænkeboks.

Årets nye stjerner

Af frønyheder, som for mig rykkede direkte ind på must-grow-listen findes både noget stort og farverigt og noget småt og undseeligt. Jeg dyrkede for første gang den helt fabelagtigt smukke løvemund ’Snapstar Champagne’ – den har de mest fantastiske fyldte blomster i en farveskala der spiller imellem cremehvid, lysrosa og ferskenfarvet, stilkene er høje og blomstringen varede helt ind i november.

Jeg dyrkede for første gang Violjernurt, Verbena rigida ’Polaris’. Jeg forelskede mig i den for årtier siden, en dag jeg var på ekskursion til landbohøjskolens sommerblomsthave på Frederiksberg, hvor jeg første gang så den lille yndige lyslilla verbena. I år var første år hvor jeg både lykkedes med at skaffe frø og få dem til at spire. Egentlig havde jeg forventet at den med sin lave højde ville blive svær at bruge i buketter, men den kom til at indgå i ganske mange buketter især i sensommeren, hvor den bare blev ved og ved med at blomstre.

En anden nyhed for mig i år, var den grønne og undseelige plante med det frygtelige navn, sæddodder, den sælges, af åbenlyse årsager også ofte under sit mere flaterende engelske navn ”attraxa cress”. En virkelig skøn fyldplante til buketter, det er frøstandene der bruges, som hos karsen. De smukke frøstande bliver også yndige tørrede, og kan dermed bruges i vinterens evighedskranse og -buketter. Et andet undseeligt hit var stinkende karse, som også er fuldstændig fantastisk som grønt buketfyld.

Den jeg dyrkede for første…og sidste gang

Nogen gange kaster man sig ud i at dyrke en frø-nyhed, som man bare ikke bliver vild med. Jeg er jo ikke en Lathyrus-pige, det er ikke en hemmelighed. Men jeg var alligevel blevet fristet til at dyrke den afrikanske fladbælg, Lathyrus tingitanus roseus, fordi den så mere vild og spinkel ud og derfor lignede noget der ville passe godt i mine buketter. Den var let at dyrke, blomstrede løs hele sommeren, faktisk også da jeg glemte at fjerne visne blomster. Men jeg brugte den måske en enkelt gang i en buket. Til gengæld har jeg, høstet mængder af frø – hvilket jeg jo så ikke har så meget gavn af, når jeg ikke har lyst til at dyrke den igen.

Favoritter der shiner

Løvemund er bare altid et hit, de er noget af det første og sidste i blomst. Igen i år var sorter fra Potomac-serien et sikkert kort. De har lange lige stilke, de blomstrer i en evighed og fås i de smukkeste farver, de leverer bare hver gang! Jeg dyrkede ’Potomac Lavender’ og ’ Potomac Chrimson’ næste år drømmer jeg om endnu flere farver. Jeg vil dog heller ikke undvære ’Chantilly Bronze’ som er en anden af mine absolutte favoritter, den er smukkest først på sommeren, men de nuancer den byder ind med er helt vidunderlige, så den må jeg have hvert år, uanset pladsudfordringerne.

Enkeblomst ’Oxford Blue’ dyrker jeg nok på tiende år, den er bare smuk, længeblomstrende, elsket af sommerfugle, fantastisk i både haven og bukketter – jeg kunne blive ved.  I år lavede jeg en stor krukke, hvor jeg plantede Enkeblomst sammen med violjernurt – det var et fantastisk makkerpar, krukken strålede hele sommeren og indtil årets første frost. Sommerfugle og bier flokkedes om den så det var en fryd at se på.

Dem jeg savnede

Når man har for lidt plads, til at rumme alle ens blomsterdrømme, bliver der ind imellem lavet nogle fjollede kompromiser. I år havde jeg næsten ikke fundet plads til sommerfloks, jeg tænkte at de kunne mases ind i et lille hjørne, sammen med alt muligt andet. Det kunne de selvfølgelig ikke, dem der blev til noget blev ranglede og skæve og umulige at bruge i buketter.  Sommerfloks plejer at sprøjte blomster ud hele sommeren, men sådan gik det slet ikke, med den lidt usle placering. Næste år får de derfor igen, en ordentlig plads i et højbed. De er så fantastiske til at fylde i en buket og har et vaseliv på flere uger, jeg forstår slet ikke hvorfor jeg negligerede dem i år ?

Buketfyldbuffet – En kort fornøjelse

I år lavede jeg et helt bed til en stor “Buketfyld-buffet”, et bed fyldt med grønne planter til at bruge i buketter. Det var et kæmpe hit, på en måde…
Det var et  vidunderligt syn i de få uger hvor det hele stod grønt og frodigt. Jeg må konstatere at arealet var for stort i forhold til mit behov og at alt var plukkeklar indenfor de samme få uger.
Jeg bredsåede i felter, en slags plante i hver og det fungerede udmærket. Skal det gentages vil jeg så et mindre areal og så forsøge at få sået flere hold med et par uger imellem, for at det hele ikke skal være høstklar samtidig. Jeg er dog opmærksom på at karserne ikke altid vil lykkes, når vejret bliver varmt. I varmt vejr oplever jeg at karse bliver kortstilkede og dermed ubrugelige i buketter.
Min buketfyldbuffet bestod af: karse, stinkende karse, sæddodder, kikært, irlands klokke, Jomfru i det grønne ‘Albion Green Pod’, purhavre, kanariegræs m.fl.
Sæddodder var ny for mig og den er i den grad kommet for at blive, den er helt fantastisk i buketter, det samme er stinkende karse.

Ebony og Ivory…. Eller… noget i den retning

Jeg havde store planer da årets skærehave var på tegnebrættet. Et bed inspireret af den smukke Skønhedsøje, Coreopsis ’ Incredible! Swirl’, hvor cremehvid skulle møde bordeaux i et smukt kontrastfyldt mix. Sådan gik det ikke rigtigt. Skønhedsøje, som havde hovedrollen i dette bed blev ramt at SMUTS og visnede nærmest helt væk inden den begyndte at blomstre, det samme gjorde de smukke Cosmos der skulle have fyldt bedet med de smukkeste cremehvide og bordeaux blomster hele sommeren. Alting væltede rundt imellem hinanden, fordi jeg ikke havde indtænkt opbinding, den græs der skulle have været ’Red jewel’, viste sig at være aldeles grøn osv.  Min store drøm blev ikke på nogen måde som jeg havde tænkt. Men altså der var blomster at plukke fra bedet hele sommeren, helheden gik bare aldrig op i… tja en større helhed på noget tidspunkt. Ting blomstrede forskudt, noget blomstrede slet ikke og det hele væltede rundt… sådan kan det også gå, selvom man egentlig burde have erfaring nok til at kunne få det til at lykkes. I haven er da heldigvis altid en chance for at gøre det om næste år.

Flere hold blomster på samme plads

Jeg var bedre til at få sået på tomme pladser i løbet af sæsonen og fik dermed høstet to hold blomster fra en del af mine bede. Jeg brugte primært alm. Hør og jomfru i det grønne som andet hold. De udvikler sig hurtigt og er dermed ideelle at så selvom vi er nået et godt stykke ind i sommeren.

En anden ting jeg dyrkede i to hold, var ranunkler og de små fine agurkebladet solsikke (Helianthus debilis), den kombination er efterhånden en klassiker herhjemme. Fordi de fungerer super godt at kombinere de to ting i samme bed og giver mig blomster fra frost til frost.  Jeg forspirer solsikkerne og prikler dem ud imellem ranunklerne. Senere sniger jeg ranunklerne op, helst uden at vælte solsikkerne, det er lidt bøvlet, men det giver mig maximalt udbytte på en ganske lille vokseplads.

Åben have

I år deltog jeg i Åben Have i forbindelse med Haveselskabets havefestival.  Det var virkelig skønt at få besøg og dermed se haven igennem andres øjne. Det gav anledning til interessante samtaler og møder med de sødeste havemennesker. Jeg havde lavet en lille “frøbar” hvor gæsterne selv kunne tage frø, det var en stor succes.
På den anden side kan jeg mærke at det påvirker den måde jeg går til haven på i flere måneder inden. Jeg får plukket færre buketter, fordi jeg i højere grad klipper ned og deadheader og håber på at et sideskud kan nå at blive til en blomst, eller at en lidt træt plante kan nå at komme med ny vækst. det går ikke kun ud over væksten i de uger, det påvirker også tiden efter, fordi det netop er de dybe klip, der fremmer dannelsen af nye lange stilke til buketter. Jeg ”rydder op” i mine bede på en anden måde og misser derfor slutningen af blomstringen på nogle ting, i håbet om at nå at få noget andet i blomst inden der kommer havegæster.  Jeg vil gerne kunne åbne haven igen, men jeg skal finde ud af hvordan det kan gøres, uden at det påvirker min egen måde at være i haven på – haven er først og fremmest mit fristed og det skal den blive ved med at være. Nu var tidspunktet, ud fra et skærehavesynspunkt også rimeligt uheldigt, da blomstringen i september er på vej retur, så skal jeg holde åben have igen, bliver det tidligere på sæsonen. Skriv meget gerne en kommentar, hvis du ville have lyst til at besøge min have til ”åben have” og har input til hvornår eller hvordan det ville passe dig bedst.

Farvekoordineret – fra pastel til pang

Jeg farvekoordinerede igen i år min skærehave, således at det ene hjørne rummer pasteller og det modsatte pangfarver. Det var endnu engang en rigtig god løsning, som tillod mig at dyrke et meget bredt farvespektrum, uden at det hele lignede en stor farvelade. Jeg vil gerne kunne binde meget varierede buketter, og det kræver at jeg har mange forskellige farver til rådighed. Det kommer jeg helt sikkert til at arbejde med igen næste år.

Tid til et nyt haveår

Nå… det blev da egentlig slet ikke så lille et skriv som jeg havde forestillet mig. Tak fordi du læste med helt her til. Jeg håber at du kunne bruge mine refleksioner over havesæsonens op og nedture.
Jeg forventer at planen for min skærehave 2026 udkommer imellem jul og nytår, det er efterhånden lidt af en tradition. Jeg er så småt begyndt at købe lidt frønyheder hjem, som skal afprøves i den kommende sæson. Men det helt store “få plads til alle mine blomsterdrømme” puslespil er endnu ikke er lagt.
Her til sidst en af årets smukkeste buketter, for det er jo det det hele handler om – at dyrke blomster til at plukke alle de buketter jeg har lyst til.

De bedste hilsner

Liv