Forår og forkultivering

Det er endelig forår. Foråret er en travl og fantastisk tid for os havemennesker. Nu er det endelig tid til at gå fra at kigge i kataloger og havebøger og til faktisk at gå igang ude i haven. Det er ren lykke igen at få jord under neglene.

Nu hvor det er tid til at så haven til, skal jeg have klargjort bedene. Jeg har luget, men inden jeg sår vil jeg have hentet hestemøg og blandet i alle køkken- og skærehavens bede. Det gør jeg hvert år og det sikre at min jord løbende bliver forbedret, samtidig sikre det god næring til alle blomsterne og grøntsagerne der skal have noget at vokse af.

 

IMG_20180414_155128_771
Velomsat hestemøg klar til at blive blandet i køkken- og skærehavens bede

Her i slutningen af marts er det tid til at få sat de sidste planter der skal forkultiveres igang. Samtidig nærmer vi os den tid hvor jorden er lun nok til at jeg kan så de mindst kuldefølsomme planter. For de meget utålmodige kan der startes lidt tidligere hvis jorden dækkes med fiberdug, for at beskytte de små spirer fra den nattefrost vi endnu kan have.

 

 

Her i foråret kan det være en fordel at have et øje på hvilke planter der er varmekrævende og hvilke der bedre tåler lidt kulde.  Indenfor sommerblomster er der en del planter der defineres som “Hardy annuals” på engelsk, jeg er endnu ikke stødt på et lige så mundret dansk udtryk for det samme, men jeg tænker at hårdføre sommerblomster, eller kuldetålende sommerblomster nok er det der kommer nærmest. De hardy annuals er fx. kornblomster, morgenfruer, riddersporer og stolte kavalerer. De blomster er de første der kan sås direkte på friland, de går ikke til pga. en enkel kold nat. Hestebønner og radiser kan også sås i april, selvom det endnu er koldt.
Planter som Majs, Squash og en hel del sommerblomster har det bedst med varme også om natten, så de skal ikke ud i haven før engang sidst i maj måned.

I skærehaven har jeg de fineste småplanter fra mit første forsøg nogensinde på at efterårs-så hardy annuals (se fotos herunder) – her gror små riddersporer, prydgulerod og tandstikurt – og jeg håber at de ved denne tyvstart blomstrer tidligere end hvis jeg havde sået dem i foråret. Jeg er simpelthen så glad for at det er lykkedes og det skal jeg helst sikker prøve mere af i år. De er sået i september.

 

Jeg holder af at så direkte i min have. Min erfaring er at planterne gror frem i det tempo vejret tillader og at planterne bliver stærke og sunde af at blive sået direkte i haven, fremfor at starte deres liv i en beskyttet tilværelse i en potte for sidenhen at skulle vænne sig til kulden. Jeg oplever ofte at de småplanter der er startet indendørs, har det med at gå helt i stå i deres vækst når de kommer ud i kulden. Da jeg også har begrænset plads til forspiring indendørs, passer det mig rigtigt fint at så det meste direkte i havens bede. Selvfølgelig starter jeg varmefølsomme planter som chili, tomat og udvalgte sommerblomster indendørs, men alt hvad der kan sås direkte, sår jeg direkte – lige meget hvad frøposen foreskriver! Jeg har erfaring for af at en hel del af de planter der i følge frøposen kun kan forkultiveres, sagtens kan sås direkte på friland i april- maj og alligevel blive en succes.

Indendørs pusler jeg om mine mange småplanter, jeg har over 100 små sommerblomstplanter rundt omkring i vindueskarme og under vækstlys på bryggersbordet. Her bliver vandet, priklet om og nippet topskud af. Det at nippe toppen af sine sommerblomster er meget vigtigt hvis man ønsker buskede plante med mange blomster, frem for høje ranglede planter med én blomst. Jeg nipper topskuddet af når planterne har dannet første og nogle gange andet rigtige bladpar, altså efter kimbladene.
Herunder ses nogle af mine løvemundplanter, de er her på fotoet nippet to gange, man kan se hvordan den forgrener sig og danner flere stængler for hver gang den er nippet. Det giver fine velforgrenede planter med anlæg til mange blomster og det hjælper mig samtidig med at holde planterne rimeligt små, indtil det bliver vejr til at få dem plantet ud. De er blevet lidt vel store i år, når man tænker på at der er mindst en måned til jeg kan plante dem ud. Jeg kom til at starte lidt for tidligt med at så – i ren forårs-spire-begejstring lagde jeg de første frø i jorden allerede sidst i januar. Marts er den rette måned at starte op på forspiring for det meste – kun chili, peber, selleri og artiskok bør startes allerede i februar.

Det myldrer frem med planter og blomster i haven nu, det er nærmest så man kan gå ud og finde nye blomster hver eneste dag. Alle narcisserne er begyndt at springe ud, alle “de små blå” forårsblomstrende løg, som Skilla, Snepryd og porcelænshyacinter dækker jorden som de skønneste bagtæpper for narcisserne. Tulipanerne står med de fineste knopper og vokser nærmest så hurtigt at man kan høre det knirker.

IMG_20180409_085723_631
Årets første tulipaner er lige sprunget ud

Husk at jeg poster fotos fra haven hver dag på Instagram , så følg meget gerne med derinde.  I øjeblikket har jeg en konkurrence på PlanteLivs Facebookside og min instagram, hvor det er muligt at vinde en frøpakke med frø til skærehaven, så kig gerne over på en af de andre medier og deltag i konkurrencen inden fredag d. 5. april hvor jeg trækker lod blandt alle deltagere.

Plantelivs skærehave for begyndere, sælges af Spirekassen.

Rigtigt dejlig forårsdag til jer.
mange grønne hilsner
Liv

Medalje-1.jpg

 

 

 

 

2 Comments Tilføj dine

  1. Christine siger:

    Rigtig godt skrevet.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s