CPHgarden 2017

Tak for denne gang!
Så blev det søndag og dermed også sidste dag for årets store havebegivenhed, CPHGARDEN.
Efter i en årrække at have fulgt med i Havens reportager fra de store have-shows i England, havde jeg længe drømt om at besøge Chelsea Flower Show. At Haveselskabet nu har taget teten op og er begyndt at skabe en tradition for et lignende haveshow i Danmark, er rigtigt spændende for det danske havefolk.

Jeg var på CPHgarden til åbningsdagen i onsdags og det var en rigtigt stor oplevelse, havde ugen ikke været så travl,var jeg taget til Valby Parken en dag mere – for der var en del jeg slet ikke nåede at se.

Dagen startede med at vi tilfældigt kom til at stå lige overfor HKH Kronprinsses Mary, så hende får I da lige et billede af.
DSC_0886

Jeg havde glædet mig til at opleve de otte showhaver, og jeg blev ikke skuffet. Jeg kunne gå længe og betragte haverne, kigge efter plantevalget, rumligheder, materialer, detaljer. Blandt de otte haver havde jeg tre favoritter, hvoraf de to faktisk endte med en af årets priser, som henholdsvis sølv- og bronzevinder, imens den sidste ikke fik nogen pris. Mine tre favoritter var sølvinderen: “den spiselige have” af Mette Rønne, Karen Dahl, Liselotte Juul Jensen, Frank Kirkegaard og Henriette Lyngsted ; Bronzevinderen: “den blomstrende have” af Lise Bollhorn og Erik Dal og “en vild og vidunderlig urban oase” af Dorthe Kvist – sidstnævnte blev af fagjuryen spået til at blive en publikumsfarvorit selvom den ikke blev præmieret, og jeg fornemmer at de fik ret.

“Den spiselige have” havde en rigtigt dejlig stemning og nogle gode rum, bagved hønsehuset (og der var altså virkelig mange høns på CPHgarden, aner man en tendens i alt hvad der lugter af selvforsyning???) var der et fint kig op til det lille bistade med grønt tag, og der var brugt gule blomster! Gul har jo ellers længe været no-go i havedesign, men det er skønt at se at nogle tør invitere de smukke gule blomster indenfor igen. Den blå farve på træværket var sublim og de fine runde højbede med stålkanter var en idé jeg tager med mig videre, det så bare rigtigt godt ud.

“Den blomstrende have” var et hav af stauder, og de var meget smukt sammensat. Som staudenørd og -elsker måtte denne have være iblandt farvoritterne, her var skønne farvesammensætninger og en sammensætning af stauder, som faktisk kunne fungere på den lange bane, omend de naturligvis var plantet meget tæt, da formålet jo var at bedrive “instant gardening” og levere en fix og færdig showhave der viser sit ypperste. På bagsiden af en væg var kreeret et meget opsigtsvækkende insekthotel, det tiltrak sig stor opmærksomhed især pga. dets betragtelige og måske lidt overrasskende størrelse? Jeg har ladet mig fortælle at denne Showhave genopføres på Danfoss Univers – så for dem der ikke nåede forbi CPHgarden, skulle det blive muligt at se haven der i 2018.

“En vild og vidunderlig Urban Oase” var bestemt ikke til at overse. Der var så mange fine detaljer. Her var stauder og grøntsager mixet imellem hinanden i bedene. En detalje jeg faldt pladask for var bistaderne på taget – og nej, det er nok ikke så praktisk at passe sine bistader på toppen af et tag, men den ekstra dimension det tilføjede til haven var rigtigt god. Haven havde noget oase-stemning over sig, den inviterede til en gyngetur eller en kop kaffe i den smukke sofa. Planterne var brugt fantasifuldt, som hestebønnerne der med deres hvid-sorte blomster pyntede i det hvide staudebed.

 

Faktisk var der også en fjerde have, som efterlod sig et rigtigt godt indtryk, det var Signe Wennebergs: “den bæredygtige nyhave”. Der var så mange fine detaljer, fx. de hjemmeavlede flerfarvede æg i en lille vej-bytte-bod.

CPHgarden, bød ud over det for mig at se allermest interessante, nemlig showhaverne, også på en række andre ting, heriblandt noget så “skævt” som modeopvisning og papirkunst, hvilket ses herunder. Jeg var ret sikker på, at modeopvisningen ikke ville være noget for mig, men det var faktisk overraskende interessant at se hvad en række afgangselever fra Fashion Design Akademiet havde fået ud af opgaven med at designe havetøj.

Der var så meget at se på CPHgarden og jeg blev slet ikke færdig, fx nåede jeg ikke ind i halvdelen af de forhandlertelte jeg havde lyst til at kigge nærmere på. Heldigvis har Haveselskabet allerede meldt ud at de gentager succesen og laver CPHGARDEN igen i 2019. Det glæder jeg mig til at opleve.


Med disse fotos af vinderhaven, siger jeg tak fordi at du læste med, hvis du vil se mere til mit planteliv kan du følge mig på instagram @planteliv, hvor jeg er tilbage igen, efter et hackerangreb, og poster fotos næsten dagligt.

grønne hilsner

Liv

 

 

2 Comments Tilføj dine

  1. Kirstine fra plantesmilet.dk siger:

    Skønne billeder, og hyggeligt at møde dig 🙂

    Like

    1. PlanteLiv siger:

      Hej Kristine. Det var også rigtigt hyggeligt at møde dig, jeg håber at du nåede at se det du ville inden du måtte vende barnevognen hjemad.

      Like

Skriv en kommentar