Haven i maj

Haven i maj er som et festfyrværkeri af vækstkraft, af farver, af blomster. Hele haven har været lidt trist og grå og brun i vinterens løb og så pludselig i løbet af få måneder er det grønt og frodigt og blomsterne står i kø for at give smukke oplevelser.
Først kom Tulipanerne i alverdens farver, tidlige, små, botaniske, store, fyldte frynsede, gule, røde, pink, lilla, mørkerøde, nærmest som portvin og ja endda nogle næsten sorte…

DSC_0009
Tulipanen ‘Black Hero’ spiller hovedrollen i det nye staudebed sidst i maj

Det største tulipaneventyr har i år været i det nye staudebed, lige udenfor stuevinduet og derfor det bed som jeg ser hver eneste dag. Her er det tulipaner i lilla, mørkrøde og nærmest sorte farver, der sammen med prærieliljer (Cammassia) spiller hovedrollen. Især den skønne, dobbelte, sentblomstrende og nærmest sortblomstrende tulipan ‘Black Hero’ fylder op i dette bed, den er smuk lige fra den elegante ægformede knop viser sig, til dens kronblade krøller sig skulpturelt sammen, inden de falder af. Tulipanen ‘Shirley’ holder jeg dog også utroligt meget af, først har den cremehvide blomster på mørkestængler og så får den langsomt flere og flere lilla pletter, indtil hele tulipanen er lillaprikket. billederne herunder er fra det nye staudebed og er alle taget i maj.

I år har vi som noget nyt haft to højbede i køkkenhaven fyldt med tulipaner. Egentlig var det lidt en nødløsning, fordi vi havde fået indkøbt flere tulipaner, end vi orkede at lægge. Men det har faktisk været en succes at have lidt mere farve at kigge på, i den ellers vintertomme køkkenhave. Dog har det forsinket muligheden for at dyrke i de to højbede, så der har været mere trængsel om pladserne i resten af køkkenhavens bede. Nu er tulipanerne taget op og vi er klar til at få sået de sidste tomme pladser til imorgen.

DSC_1579
Farverige tulipaner i køkkenhavens højbede

Forventningen er stor, når havens træpæoner har svulmende knopper midt i maj. Træpæonblomster så store som kagetallerkener med silketynde kronblade er så umådeligt smukke at det er svært ikke at glæde sig til de springer ud. Af de storblomstrende typer har jeg tre træpæoner i haven, dertil kommer en række fire år gamle frøplanter, som snart har fået en pæn størrelse, men endnu ikke har blomstret, jeg venter med spænding på at se deres skønhed.

 I slutningen af maj er det de yndefulde Akelejer der stjæler opmærksomheden, variationen er stor, de findes i alle de sarteste pasteller og ligner små ballerinaer når de danser let i vinden. Jeg er forgabt i akelejer – kan man være andet? Herunder et udsnit af havens mange Akelejer, hvert år kommer der nye til, det er altid spændende at se, hvilke krydsninger der kommer frem – i år har jeg lagt mærke til en fin rosa variant, med et svagt strejf af lilla på toppen af sporerne, den er så smuk.

Der er intet så magisk, som at opleve blomster vokse, fra frø, til store smukke stauder. At så stauder fra frø kan virke svært, når man prøver det første gang, men med lidt træning behøver det ikke at være besværligt – dog kan det kræve lidt tålmodighed. Sidste år i februar såede jeg en solhat (Echinacea purpurea) fra frø, jeg kender ikke sorten, men den var dobbelt og meget smuk. I år skal jeg se dem blomstrer for første gang. Det er helt magisk at gå og se dem sætte knopper nu, tænk at de små frø har jeg sået, og lige om lidt har jeg ti – ja, 10! solhatplanter i mit nye staudebed – det er da magi!
På samme måde har jeg selvgjorte småplanter af den fantastiske rødløvede kørvel ,Anthirscus sylvestris ‘Ravenswing’, jeg har både strøet frø rundt i bedet og sået en række i køkkenhaven, alle er spiret, så jeg har vist mere end rigeligt og kan give lidt småplanter væk til havevenner. Herunder en af de små Ravenswing-babyer og et eksempel på hvor uendeligt smukt den står til de mørke tulipaner, når den er fuldvoksen.

Nu er det også storkenæb-tid, havens mere end otte forskellige storkenæb står i fuldt flor, det er altså en planteslægt som vinder på utroligt mange punkter, let dyrkelig, smuk, bunddækkende. Jeg har tabt mit hjerte til mange af dem og vil bestemt anskaffe flere til haven de kommende år. Jeg vil slutte majmåneds haverundtur med et foto af den underskønne: bølgekronet storkenæb, Geranium phaum.

DSC_2239

Tak fordi du læste med, her på bloggen. Vil du se mere til min have kan jeg findes på Instagram @plante_liv og jeg har også en facebookside: PlanteLiv, hvis du vil være sikker på at få de nyeste blogindlæg. Jeg glæder mig rigtigt meget til billederne i næste blogindlæg, jeg har nemlig fået er nyt objektiv til kameraet og det tager meget bedre billeder end det gamle, som var blevet slidt op.

Liv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s